Mange danskere taler om og spekulerer over, om der mon kommer en tredje verdenskrig på baggrund af situationen i Ukraine, hvor Rusland har invaderet nabolandet uden grund. Det er klart bekymrende for sikkerheden i de europæiske lande. Samtidig er det klogt ikke at være skråsikker på, hverken et ja eller nej til spørgsmålet om, hvorvidt der kan komme en tredje verdenskrig.
Vi har haft en første og en anden verdenskrig. Så kommer der nok også en tredje før eller senere. Udbruddet af både første verdenskrig og anden verdenskrig har været genstand for den mest massive forskning indenfor historiefaget. Det er ikke overdrevet at sige, at emnerne er de mest populære. Det er også med god grund, for begge disse krige var hæmningsløse i deres omfang og ondskab. Derudover var der mange forklaringsmodeller til, hvorfor krigene overhovedet begyndte.
I bagklogskabens klare lys kan man altid finde frem til forklaringsmodeller, der kunne have undgået krigen. Var Englands forsøg på at tilfredsstille Hitler eksempelvis forfejlede? Eller var det et forsøg på at få indhentet det forsømte, så man var bedre rustede til at gå i krig med Tyskland? Skulle USA have erklæret deres militære støtte til Frankrig og England allerede i 1938, og ikke først da man blev angrebet af Japan den 7. december 1941?
I nutiden spørger en del af dem, der er overraskede over udbruddet af krig i Europa, om man kunne have håndteret situationen anderledes og langt tidligere. Der rejses kritik af Obama og hans strategi overfor Rusland. Eller af Tyskland og deres brede, kommercielle samarbejde med Rusland omkring leveringen af gas. Putin er dog ikke nogen ny opfindelse, og det er Rusland under oligarkiet heller ikke. På BBC kunne man i dag læse i en analyse, at Putins censur var uden fortilfælde i Rusland. Det kan man vist kalde for en voldsom forfejlet udlægning af virkeligheden. Sovjetunionens censur var langt mere indgribende, og her var partiet og dets spioner også dybt engageret i samfundskontrollen, helt inde i de russiske familier. Men det er et blandt mange eksempler på forfejlede analyser, der fremkommer netop nu i mediernes fremstilling af krigen, konflikten og historien.
Selvfølgelig er det interessant at sammenligne med tidligere historiske begivenheder. Men den aktuelle situation er ikke til at forudse. Vi ved lige så lidt om, hvad der sker i morgen, som aktørerne vidste under anden verdenskrig. En ting er dog sikkert, også med baggrund i historiske fakta, nemlig at krig er uforudsigelig, farlig og fører til store tab. Derfor skal man naturligvis gøre alt for at undgå krig. Når så det er sagt, så er det naivt ikke at kunne forsvare sig selv mod aggressorer.
Krigen i Europa er en realitet, der udfolder sig i disse timer og dage. Situationen er farlig, også for vesten, for diplomatiet er ophørt med at fungere. Det er oftest det første, man kan bemærke i begyndelsen af de store krige. At dialogen ophører og fronterne skærpes. Det bliver en alt eller intet situation, der sjældent ender med uafgjort. NATO er langt stærkere end Rusland. Skulle det komme til en regulær krig, ville NATO-landene med USA i spidsen knuse Rusland. Det vil være svært for Putin at overbevise befolkningen i Rusland om at kæmpe for ham. Den form for ideologisk opbakning har hverken Putin eller oligarkerne ikke. Til gengæld har Putin kontrol over verdens største lager af atomvåben. Det er også den største sikkerhedsrisiko ved den nuværende situation.
Putin er klar over, at det er hans trumfkort. Det er overvejende sandsynligt, at hvis vesten forventede at dette ville være en konventionel krig, var der allerede nu tropper på vej mod Ukraine og Rusland. Alene folkestemningen i den vestlige verden indikerer, at en sådan krig mod Putin og hans diktatur ville have bred opbakning. Men det er ikke en realistisk mulighed på grund af den atomare trussel. I stedet for satser man på sanktioner og våben til den Ukrainske modstand.
Som det var under den kolde krig, kan enhver konfrontation mellem øst og vest ende galt. Men man vænnede sig gradvist til dette trusselsbillede. Spørgsmålet er om den russiske økonomi kan overleve med de massive sanktioner, der nu er iværksat. Vil den almindelige russer acceptere en markant nedgang i levestandarden på grund af Putins geopolitiske ambitioner? Det mest spændende ved krig i Ukraine er den russiske befolknings reaktion på udviklingen. Da Sovjetunionen kollapsede havde man modet til at gå på gaden for at slå et kupforsøg fra gammelkommunisterne tilbage.
Det kan ske igen. Spørgsmålet er om den russiske befolkning har købt Putins propaganda, eller om de kan se det luftkastel forestillingen om et nyt russisk imperium i virkeligheden er. Midt i spekulationerne er der dog hver time en risiko for en eskalation. Det er den realpolitiske og diplomatiske virkelighed, man skal forholde sig til. Båltaler og tilkendegivelser er fint, men ingen har lyst til at gå i krig. For alvor.
