Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om en ny sundhedsreform. Der er flere gode grunde til at give kommunerne mere ansvar, siger Susanne Eilersen (DF) og understreger, at pengene skal følge med. Hun undrer sig over, at placeringen af nærhospitaler er forsvundet i den endelige aftale.
– Derfor er aftalepartierne enige om en reform, som skal sætte retning for en nødvendig omstilling af sundhedsvæsenet. Vi skal styrke det nære sundhedsvæsen, så flere kan blive behandlet i eller tæt på hjemmet blandt andet ved hjælp af digitale løsninger. Der skal være høj kvalitet i den nære indsats og et stærkere samarbejde på tværs af sundhedsvæsenet, så flere kan leve et godt og langt liv med kronisk sygdom. Medarbejderne skal i centrum, og der skal sættes fokus på, at vores dygtige sundhedspersonale har både tid, rum og kompetencer til at løse kerneopgaven. Der skal være adgang til en praktiserende læge i hele landet og hurtig hjælp, hvis ulykken rammer. Og vi skal arbejde for mere lighed i sundhed, og for at borgerne og deres pårørende i endnu højere grad inddrages i behandlingsforløbet, lyder det i aftaleteksten for en ny sundhedsreform.
Der skal mere nærhed i sundhed – en ambition som gruppeformand for Dansk Folkeparti i Fredericia Byråd, Susanne Eilersen, sagtens kan forstå. Dog skal det ikke bare være flere opgaver til kommunen, pengene skal følge med – og kommunerne skal have lov til at bruge dem, siger Susanne Eilersen.
– Jeg tænker sagtens, at vi som kommuner kan løfte opgaven, hvis vi får økonomien til det. Det hjælper ikke de sætter en pulje ud, så vi kan få penge, hvis ikke det er uden for servicerammen. I Fredericia rammer vi loftet, og der duer det ikke med en pose penge. Jeg er helt klar på, at vi sagtens kan løfte flere opgaver også inden for sundhedsvæsnet. Vi har haft meget fokus på det i flere år, så i Fredericia er vi langt foran andre kommuner. Men vi har brug for, at den pose penge ikke har indvirkning på servicerammen. De opgaver vi så får, vil gå ud over andre velfærdsområder. Så jeg er helt enig i, at vi kan og skal løfte flere opgaver, men det skal ikke være på bekostning af andre områder, siger Susanne Eilersen.
– Jeg synes ikke, det er ok at stille krav uden at justere servicerammen. Det er let at pålægge krav, hvis ikke de kan få lov at bruge pengene derude. Regeringen ved, at vi er presset. Så hjælper det jo ikke, at man giver kommunerne flere opgaver. Så er det, at vi skal lave mere og mere for de samme penge. Jeg synes ikke, at det er i orden, at man pålægger kommunerne større ansvar, hvis ikke økonomien følger med – også, at det ikke påvirker serviceloftet. I Dansk Folkeparti synes vi det er fint at lægge flere opgaver ud, men hvad skal regionerne så lave? Og skal de drives, som det gøres i dag? Det er en helt anden snak, man kan tage, siger Susanne Eilersen.
Nærhospitaler er ikke længere placeret
I regeringens sundhedsudspil stod der oplistet 13 byer, der kunne forvente at få et sundhedshus. Det vakte stor glæde i Fredericia, hvor Fredericia Sundhedshus i flere år har været en politisk prioritet. Men med den politiske aftale er alle placeringer nu pillet ud. Det undrer Susanne Eilersen.
– Jeg synes, det er en mærkelig fremgangsmåde. Det er mærkeligt at sætte navne på noget. Det er en mærkelig proces at navngive nogle steder til at få et nærhospital, og at man nu fjerner navnene. Så burde man bare have sat antal på, siger Susanne Eilersen og fortsætter:
– Når det så er sagt, så er jeg sikker på, at med det sundhedshus, vi har, så er det stadig i spil. Så må vi søge og gå aktivt ind i det. Det er en selvfølge. Det er jeg også sikker på, at når vi ansøger om det, så vil vi også komme i spil til de 25 nærhospitaler. Jeg synes ikke, det her er en ordentlig proces, men det er klart, at vi skal søge ind.
– Jeg synes, det er at trække folk rundt i manegen. Det er ikke kun Fredericia. Det er at give dem en slikkepind og tage den fra dem igen. Men jeg vil sige, at det skal ikke tage modet fra Fredericia. Vi er så langt fremme i projektet, at jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer i spil til et nærhospital i Fredericia. Det burde vi så langt fremme vi er. Vi mangler ikke ret meget for at være der, slår Susanne Eilersen fast.
Der er allerede mange funktioner i sundhedshuset, men særligt en lægevagt og røntgen mangler i forhold til det indhold regeringen forventede i et nærhospital.
– Så er der et udestående med lægevagt. Og det kommer der så en analyse af, hvilket der er behov for. Det har vi talt meget om tidligere, og det er bestemt ikke sidste hang. Men en lægevagt og røntgen, så er vi prototypen på regeringens første udspil til et nærhospital. Så må vi tage det derfra og søge. Med det er klart, at det er som at få en våd klud i hovedet. Men vi må indstille os på det og komme i gang, lyder det afslutningsvist fra Susanne Eilersen.