Et dobbeltliv, flere kærester og fiktive rejser med ministre satte en stopper for den ellers meget vellidte Per Christensens fremtid i 3F. Han efterkommer blev fredag valgt på en ekstraordinær kongres i Odense, hvor et stående bifald bød Henning Overgaard velkommen som ny formand for Danmarks største fagforening.

Henning Overgaard er en mand, der søger at favne både den traditionelle fagbevægelse, og de nye strømninger, der er på et mere og mere agilt arbejdsmarked. Han meldte sig hurtigt på banen som kandidat til formandsposten – og ingen andre havde før fredagens kongres i Odense Congress Center meldt sig på banen. Den konstituerede formand, Tina Christensen, ønskede ikke at stille op – ej heller ville nogle af de andre i den politiske ledelse stille op.

Det gjorde valget let, for selvom kandidater kunne stille op helt ind til kongressens start, så var der ikke nogen, der ønskede at udfordre den 50-årige vestjyde. Derfor kunne Henning Overgaard med et stående bifald modtage valg til posten som formand.

Men alt skulle gå retmæssigt til, så der blev både nedsat stemmeudvalg og godkendt forretningsorden. Som det hører sig til i fagbevægelsen skulle arbejdssangbogen findes frem, og selvfølgelig skulle den ekstraordinære kongres åbnes med: ”Når jeg ser et rødt flag smælde”.

Markerede sig foran de delegerede

Den ekstraordinære kongres i Odense havde alene ét reelt punkt på dagsordenen: Valg af formand. Der var derfor ikke lagt op til den sædvanlige lange kongres over flere dage, men i stedet var der kun sat en god time af.

Fra talerstolen var Henning Overgaard meget klar i sine meldinger. I et direkte svar til Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen og Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, lød det således fra talerstolen:

– Hvis I vil afskaffe Arne-pensionen, så skal I igennem mig. I skal igennem 3F. Og vi er klar til kamp!, sagde Henning Overgaard, til store klapsalver fra de mange delegerede i Odense Congress Center.

Det var en meget skarp Henning Overgaard, der virkelig formåede at få sit publikum, sine medlemmer, med sig i hans ord. Han markerede sig meget på Arne-pensionen. ”Den må de ikke tage fra os”, lød det flere gange fra den nyvalgte formand.

Foto: AVISEN

Den ekstraordinære kongres blev også afslutningen på Tina Christensens formandskab. Hun trådte ind i Odense Congress Center som konstitueret formand, men gik derfra med den titel hun i virkeligheden var valgt til: Næstformand.

Efter formandsvalget modtog også Tina Christensen stående klapsalver fra de mange delegerede. Hun blev takket for hendes indsats i en svær tid for 3F. Selv er hun glad for, at kunne give stafetten videre til Henning Overgaard.

– Det er en følelse af, at nu har vi en organisation, der bakker op om det nye hold, der er sat. Det er jeg rigtig glad for, og rigtig stolt af. Det har været nogle hårde måneder med meget turbulens. Jeg blev konstitueret på en noget trist baggrund, og det var selvfølgelig et skidt afsæt for perioden, siger Tina Christensen.

– Det jeg har haft fokus på er at holde ploven i fugen i forhold til at rykke 3F fremad som organisation, så vi har kunnet fastholde vores position som Danmarks stærkeste fagforening. Det har til tider været svært, fordi det har været meget turbulent, fortsætter hun.

Formand med ambitioner

I et interview med Danske Digitale Medier har Henning Overgaard tidligere peget på de tre største opgaver for ham som formand for 3F.

– Først og fremmest skal vi tættere på medlemmerne og tættere på arbejdspladserne, samtidig med at vi også får arbejdspladserne og medlemmerne til at rykke tættere på deres fagforening, lød det fra Henning Overgaard.

Den danske model kan ikke kun løftes af den ene part, lyder det fra Henning Overgaard, der savner at arbejdsgiverorganisationerne tager et større ansvar.

– Dernæst har vi en kæmpe opgave i, at arbejdsgiverne skal tage et større ansvar for vores danske model. Det er stort set lønmodtagernes kontingentkroner, der i dag finansierer kampen og indsatsen for den danske model. F.eks. når 3F er ude for at overbevise en arbejdsgiver om, at de skal tegne overenskomst og melde sig ind i arbejdsgiverforeningerne. Og i kampen mod social dumping, siger Henning Overgaard og fortsætter:

– Når vi så fanger arbejdsgiverforeningens medlemsvirksomheder i dumping af løn- og arbejdsvilkår, så vil DI pludselig ikke udtale sig. Det dur ikke! Arbejdsgiverne må ud af starthullerne og forsvare vores arbejdsmarkedsmodel. De må også mere til lommerne, ja de må helt enkelt tage et større ansvar.

Den sidste af de tre største kampe for Henning Overgaard handler om mere tryghed for medlemmerne.

 – For det tredje er mit mål, at medlemmerne skal mærke en større tryghed i deres arbejdsliv, end der har været de sidste 20-25 år. Gennem et mere trygt sikkerhedsnet med et bedre dagpengesystem. Ved at en højere pensionsalder hænger sammen med en Arne-ordning og en udbygget ret til tidlig pension. Det er de tre vigtigste dagsordener, siger Henning Overgaard.