Inde i de danske kirker findes der et væld af forskellige historiske genstande. Mange af disse fortæller mere eller mindre om historiske personer, der har levet i byen for mange år siden. En særlig type af disse genstande hedder epitafier. Det er en slags dødstavle, der er hængt op på væggene inde i kirkerne. De er ofte forbundet til, at den eller de personer, der lod den fremstille, er blevet begravet under kirkens gulv. Tavlerne kan så indeholde forskellige oplysninger om fortidens personer; der er fødselsår og dødsår samt flere bemærkninger om personens vigtighed for sin samtid.

Den slags tavler findes også i de fredericianske kirker. Hvis man eksempelvis går ind i Trinitatis Kirke, kan man på den nordlige væg oppe i koret se en stor hvid tavle med et sort midterfelt, hvor der i guldbogstaver er en lang indskrift. Tavlen blev opsat af kancelliråd og borgmester Hans Marcussen inde i Trinitatis Kirke omkring 1764. Den er udsmykket med klassiske søjler og flere englebørn. Teksten i guldbogstaverne er ret speciel og lyder:

Denne Ligsteen Schal staae til en ævig afmindelse om, at her nedenunder i denne Sacrafie findes nedlagt Levningerne af salig Cancellie-Raad Hans Marcussen, Herre til Rasch. Fød i Fredericia 1694. RaadMand sammestedt 1724 og borgemester 1728: 1731 Giftede han sig med Enken Madame Catharina Ammetsbøll som ogsaa herunder hviler og levede i agteskab med hverandre 33 aar dog uden Born. 1732 kiobte han Rasch. Samma aar blev han Cancellie Assessor, 1751 virkelig Cancellie-Raad, døde den 12. September 1764 paa Rasch og blev 70 aar gammel.

Han var en Man uden svig fornuftig, retsindig og reddelig. Han har ved at bortgive Tiende Parten af hans anseelige Midler til Gudelig Brug foræviget hans Navn og Ihukommelse.

Til Fattige i Fredericia legerede han 2000 Rdl.

Til den Dansche Kirke 800 Rdl.

Til Sacrastiet ved Samme Kirke 300 Rdl.

Til den Tydsche Kirke 400 Rdl.

Til Skolerne 672 Rdl.

Til Hospitalet 200 Rdl.

Til Rasch Godses Fattige 500 Rdl.

Denne Steen schal ogsaa bare Minde om at herunder hviler den salig Herres Forældere Saavelsom hans salige Fruges første Mand Lauritz Hendrichsen Ammitsboll Bye-Foged udi Fredericia. Gud give disse Kiære Afdøde i Werdens Ende en frydefuld Indgang til Livets Opstandelse.

Trinitatis Kirke. Foto: Museerne i Fredericia

Teksten på epitafiet er selvfølgelig skrevet med 1700-tallets formuleringer, men den viser faktisk mange interessante ting om, hvilke formål en kirke også havde i Danmark i 1700-tallet. Først og fremmest var kirken et religiøst rum, og det var på den tid bedre at blive begravet inde i kirken fremfor ude på kirkegården. Man var dermed tættere på det guddommelige. Derfor kostede det også flere penge at blive begravet inde i kirken. Hans Marcussen var en fremtrædende borger med en stor formue. Desværre var hans ægteskab med Catharina Ammitsbøll barnløst, og derfor uden direkte arvinger. Knap 5000 rigsdaler blev derfor testamenteret til såkaldte gudelige formål. Det var midler til de to sognekirker i Fredericia; Danske Kirke (Trinitatis Kirke) og Tyske Kirke (Sct. Michaelis Kirke) samt til skolerne, hospitalet og de fattige foruden en stor sum penge til sakristiet i Trinitatis Kirke. Den sidste sum var særlig vigtig, for det var her Hans Marcussen og hans hustru blev begravet, og disse penge skulle gå særskilt til at holde denne begravelse ved lige.

Så kan man jo spørge sig selv om, hvorfor blev dette skrevet med guldbogstaver på en tavle og hængt op inde i kirken? Det skyldtes dels, at samfundet var et religiøst samfund, hvor kirken sikrede en god forbindelse til Gud, men det skyldtes også, at de danske kirker i 1700-tallet stadig var stedet, hvor alle borgere mødtes jævnligt. Det var et rigtig godt sted, hvis man gerne ville signalere sin position og vigtighed over for alle andre. På den facon er det ikke meget anderledes, end når man i dag donerer penge til velgørenhed og alle kan se ens navn blive nævnt i landsindsamlinger på tv. Når nu Hans Marcussen så også lod en del af sit testamente blive skrevet så tydeligt inde i det offentlige kirkerum, så var det dels for at gøre andre opmærksom på hans gode gerning, og dels har det vel haft en opbyggelig virkning over for andre til at donere penge selv. Endelig kan man jo ikke udelukke, at Hans Marcussen dermed også sikrede sig, at alle kunne følge op på, om hans donation var blevet brugt korrekt ifølge hans sidste vilje.

Dette epitafium er blot et enkelt eksempel på, at vores historie findes beskrevet i en mangfoldighed af forskellige genstande. Vi skal blot være nysgerrige og undre os, så kan den udfolde sig.