Dansk Industri bakker op om forslaget fra Radikale Venstre i dag om at fjerne det danske forsvarsforbehold. Forslaget har allerede samlet flertal med opbakning fra Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF, Liberal Alliance, Kristendemokraterne og Frie Grønne.

Ruslands invasion af Ukraine understreger ifølge DI behovet for sammenhold i EU og NATO. Derfor skal Danmark også have fjernet forsvarsforbeholdet, så Danmark kan deltage fuldt i forsvaret af Europa, lyder det fra landets største erhvervsorganisation.

– Der er mere end nogensinde behov for, at vi står sammen i EU og i NATO. Det vil være et stærkt signal med en dansk ambition om at fjerne forbeholdet over for forsvarssamarbejdet i EU.

– I erhvervslivet bakker vi derfor op om en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, så Danmark kan sidde med ved bordet, hvor de øvrige politiske ledere træffer beslutning om Europas sikkerhed, siger direktør for DI Forsvar og sikkerhed Joachim Finkielman.

– Et stærkt EU forsvarssamarbejde er forudsætningen for et stærk NATO.  Aldrig har det været så vigtigt, at vi står sammen med resten af Europa i forsvaret af vores værdier og demokrati. Aldrig har det givet mindre mening, at Danmark har et forsvarsforbehold, som spænder ben for vores bidrag og deltagelse i EU’s forsvarsarbejde.

EU sætter turbo på forsvarsområdet

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Ifølge DI var der allerede før invasionen af Ukraine et gearskifte på forsvarsområdet i EU. Blandt andet er der oprettet en forsvarsfond på cirka 60 milliarder kroner. Og med de seneste dages udmeldinger fra Tyskland og andre om udsigten til markant øgede forsvarsudgifter, vil samarbejdet gå endnu et gear op.

– Danmark bør selvfølgelig have en plads ved bordet, når EU drøfter militære prioriteringer, og hvordan EU’s militære værktøjskasse skal sammensættes, siger Joachim Finkielman fra DI.

Danske virksomheder vil bidrage til forsvaret af Europa

Joachim Finkielman mener, at dansk forsvar og de danske virksomheder har vigtige erfaringer at byde ind med på det operative område. Desuden har Danmark teknologi og kompetencer, der kan komme Danmarks og Europas forsvar til gavn.

– Danmark vil også kunne indgå i de 60 projekter, EU har søsat i rammen af det strukturerede militære samarbejde på vigtige områder som eksempelvis det maritime område, cyber og kommando- og kontrol. Områder, hvor Danmark har helt særlige kompetencer, siger Joachim Finkielman.

[bsa_pro_ad_space id=6]