Totalitarismen kan defineres som et system, hvor staten konstant forsøger at kontrollere ethvert aspekt af livet. Samfundet bliver et sted, hvor man skal gøre, hvad der bliver sagt, hvor staten altid har ret, og hvor staten nidkært forfølger kritikere og modstandere. Den forfølgelse kan finde sted på mange måder. I de mest tydelige diktaturer, som det kinesiske eller det russiske, finder det typisk sted med fængslinger, henrettelser, forbud mod demonstrationer, censur, propaganda og korruption. Enten erkender man sig til den statslige doktrin og orden, eller også bliver man mødt med statens absolutte magthåndhævelse med sanktioner og kontrol.
Begrebet ”systemkritiker” er skabt for at definere personer, der på trods af disse voldsomme forfølgelser alligevel kritiserer det system, de lever under.
Et af de mest fundamentale karaktertræk ved demokratiet er retten til at ytre sig. Hvis denne ret angribes, bør det tolkes som et begyndende tegn på indførelsen af totalitarisme. I disse år ser vi i vesten og i Danmark massive angreb på ytringsfriheden. Det sker i form af mørklægningslove, forsøg på politisk kontrol med medierne, forsøg på politisk kontrol med ytringsfriheden på de sociale medier, forfølgelse af kritikere i retssager med krav om tavshed, sænkning af kravene til hvornår der er tale om krænkende udsagn, manglende retssikkerhed, urimelig svær adgang til advokatbistand for de fleste på grund af økonomi, styrkelse af statens adgang til jurister modsat bundløs forbrug af advokatydelser på statens regning mod borgere og erhvervsliv, svækkelse af de demokratiske institutioner via lovgivning der ikke sikrer uvildige kontrolinstanser, kammerateri og vennetjenester mellem elitære grupper i embedsapparatet og det politiske apparat, hel eller devis finansiering af NGO’er der svækker disses selvstændighed og kritiske sans, massiv anvendelse af propaganda via medarbejdere, der i form af spindoktorer og meget mere påvirker og manipulerer offentligheden.
På trods af at Danmark i forhold til mange andre lande er et relativt frit samfund, ser at vi den totalitære tankegang vinder indpas i dagligdagen. Vi har en af verdens største offentlige sektorer. Det betyder også at en meget stor del af befolkningen ernærer sig ved at arbejde for staten. Når man sidder i den ende, hvor man styrer borgerne, risikerer man at blive farveblind overfor betydningen af stærke, demokratiske instanser. Borgerne bliver et stykke arbejde, der skal overstås. Jo hurtigere, jo bedre. Jo nemmere, jo bedre. Det er jo nogenlunde det meget arbejde handler om. At få klaret opgaverne så man kan holde fri.
Lovgivningen er i 2022 enorm kompleks. Også medarbejdere kæmper med at få styr på den lovgivning, de arbejder indenfor. Men den erkendelse kommer ikke videre til befolkningen. I stedet for dækker man sig ind og slutter ring om det kollegiale fællesskab. For der er mange fejl i den offentlige forvaltning. Rigtig mange. Både fordi det er en kompleks virkelighed, såvel som på grund af til tider håbløs dårlig lovgivning. Resultatet er en udbredt lukkethedskultur, hvor man kun stiller op til de gode historier, og ellers kun fordrer medierne med pressemeddelelser og selvbetalte undersøgelser af hvor godt det går. Se eksempelvis om du kan genkende nogle af disse ord:
Styrket. Indsatsen. Sammen. Pakke. Procent.
Altså vi styrker indsatsen (sammen) og kommer med en lovpakke, der hjælper så og så mange procent. Indenfor de forskellige mærkesager vil man således igen og igen se den slags formuleringer. Men i realpolitikkens verden er det strukturforandringer, der er vigtigst. Ikke småreformer. De store nyskabelser i det danske samfund er kommet igennem de strukturforandringer, hvor man har ændret fundamentalt på et helt område og skabt noget afgørende nyt. Eksempelvis da man i midten af 1960’erne nedsatte kvindekommisionen blandt andet med henblik på at give kvinder adgang til arbejdsmarkedet. Eller da man indførte bistandsloven i begyndelsen af 1970’erne og dermed indførte rettigheder til fattige, syge og ældre, der før måtte leve af almisser og slægtninge.
Paradoksalt nok handler den danske variant af totalitarismen om velfærdssamfundet. For det er via behovet for penge til overlevelse at borgerne må underkaste sig nedværdigelse, ydmygelse og forkastelse. Officielt omtales målgruppen af svage dagligt som en byrde, uanset om man befinder sig i den ene eller anden kategori. I Danmark er det kun de arbejdende, der er værdige mennesker. Alle andre er ifølge retorikken ”parkeret”. Så hvis man er handicappet, og dermed ”ikke bidrager til samfundet”, er man per definition et problem for ”fællesskabet”. Selv ældre mennesker der har ”bidraget til samfundet” gennem et langt arbejdsliv, bliver klassificeret som en byrde: ”Ældrebyrden”. Der med andre ord ingen måder man kan gøre sig fortjent til fællesskabets hjælp.
Sandt skal være sagt, det er også klart det bedste at holde sig langt væk fra staten for langt de fleste borgere. For det enorme apparat af statsansatte bruger utrolig lang tid på at kontrollere og mistænkeliggøre borgerne. Det kan man uden problemer konstatere, når man åbner et elektronisk meddelelse i e-boks. Kort sagt, så er du en svindler, indtil det modsatte er bevist.
Overvågningen af borgerne når uanede højder. Når logningsbestemmelserne i strid med EU-retten alligevel skal fortsætte, når statens totale overblik over sundhedsdata sammenkøres, når hvert et skridt registreres og ikke mindst når staten i den ene eller anden anledning kommer med deres apparat og regelsæt. Her savner vi en grundlæggende stillingtagen til, om det er sådan et samfund vi ønsker. For når vi kigger ud i verden og ser de rendyrkede diktaturer og totalitære stater, må det give os grund til at overveje, hvorfor disse stater er kommet til verden. Men ikke mindst hvad vi kan gøre for ikke at ende samme sted.
Vi skal have frie medier, ufinansierede af staten. Vi skal have ytringsfrihed. Vi skal have en ny grundlov og en forfatningsdomstol. Og vi skal have uvildige kontrolinstanser i den offentlige forvaltning, der ikke er underlagt politisk kontrol, og som ikke kun består af skrivebordsarbejde.
