Da Fredericia-sagerne rullede i 2021 spurgte mange om, hvordan det kunne komme så vidt. Svaret var og er, at det hverken er simpelt eller lige til. Tværtimod er der sandsynligvis flere svar på spørgsmålet, og de er tilmed komplicerede.

Men en af dem er at pressen ikke har været sin opgave voksen. Vi har sovet i timen. Lullet ind af troen på det bedste i vores medmennesker, samt en udsøgt naivitet i forhold til uskyldigheden i det lokalpolitiske univers. Hvis skandalesagerne har lært os noget, så er det, at vi skal have en helt anden tilgang til både politikere og embedsapparat.

Den tilgang skal først og fremmest være styret af en undersøgende nysgerrighed. Samtidig skal der ikke tages hensyn til hverken partimæssige eller lokalpatriotiske interesser. Den slags skal erstattes af en konsekvent afdækning af forhold, inklusiv spørgsmål der er upopulære, og som gør at magthaverne måske bliver sure. Alternativet er netop topstyring i den borgernære forvaltning, hvor ting fejes ind under gulvtæppet, samtidig med at borgerne skal leve med konsekvenserne.

For Fredericia er konsekvenserne at befolkningen nu skal betale en gigantisk regning for både havneselskab, teater, advokater og aftrædelser. Penge der kunne være brugt på samfundet.

I Fredericia havde vi en underlig valgkamp i 2021. De fleste partier styrede udenom skandalesagerne, hvilket debatterne også vidner om. Der blev talt om det i generelle vendinger, men ikke ikke specifikke. Byens medier havde ellers pænt fremlagt meget i årets løb. Konsensus var dog, at der blev snakket forboldbaner, arbejdspladser, byggeplaner og andet. Vores borgmester var ingen undtagelse.

Sådan blev det. Under fælles rammen ”vi skal videre”. Men fra hvad? Hvor er konklusionerne? Hvor er læringsprocessen? Faktisk er der flere ubesvarede spørgsmål end besvarede.

Vi har fortsat vores arbejde med at undersøge. Og vi afventer fortsat mange svar, på mange spørgsmål. Til formålet anvender vi et omfattende kildenetværk, søger dokumenter og dokumentation, taler med specialister og formulerer nye spørgsmål. Det er en proces, der gentager sig selv. Og vi bliver klogere.

Ankestyrelsen, der ellers skulle være den øverste tilsynsmyndighed, har ganske få muligheder for at føre tilsyn i praksis. Det meste er på skrivebordsafstand, og som vi har set i habilitetssagerne, tager det utrolig lang tid. Retssikkerheden for borgerne er på sit laveste. Samtidig har de danske politikere generelt været villige til at indføre og holde fast i en lukkethedskultur, der stækker demokratiet. Medierne har fået svære betingelser for deres undersøgelser. Det er en stillingskrig, hvor embedsapparatet og politikerne fører så gevaldigt på point, at det reelt er whistleblowere og solid kildeadgang, der afslører det meste.

Desværre er afstanden mellem embedsfolk og politikere blevet alt for kort. Det vidner ikke mindst de særlige rådgivere om. De befinder sig i en underlig mellemposition, hvor de kan formidle og handle på samme tid. At de bruger enten sportsjargon eller krigsjargon i almindelighed, fortæller meget om hvilken tankegang, de er præget af. Det er et spil om magten, for magtens skyld.

Og alt for ofte er medierne villige til at følge deres dagsorden.

I den sidste ende skader det demokratiet. For jo mere bullshit man etablerer som sandfærdigheder, desto mere virkelighedsfjernt bliver vores fællesskab. Derfor blev ord som ordentlighed også en af de mest anvendte ord i valgkampen i Fredericia. Men en ting er at sige et ord. Noget andet er hvad man forstår ved det.

I en aktuelle sag om borgervejleder Jesper Gottlieb, er der fremkommet beskyldninger mod hans person. Ordentlighed i den sag havde været, hvis han havde haft en rimelig mulighed for at forsvare sig mod anklagerne rettet mod hans person. Men det halter gevaldigt med at yde ham denne minimale retssikkerhed, modsat hvis han havde haft en hvilken som helst anden stilling i Fredericia Kommune.

Sådan er der så meget. Man kunne også sige det så simpelt, at når magthaverne har så enorm meget magt over borgerne, bør det være fuldstændig transparent, hvad begrundelser der ligger i afgørelser mod borgerne. Sådan er det eksempelvis i domstolene. Men i embedsapparatet afgør man dagligt utrolig mange ting, der aldrig kommer frem. Det kan der naturligvis være årsager til, ikke mindst hensyn til personfølsomme sager. Omvendt er nogle indgreb så voldsomme, at de reelt burde have en særdeles høj grad af retssikkerhed:

Det har de bare ikke.

Det meste af vores sociallovgivning er præget af en høj grad af skøn. Det skal man være pinligt bevidst om. Et skøn er ikke en naturgiven sandhed, men netop et skøn. Altså en vurdering på baggrund af enkelte menneskers opfattelser.

For medierne er det yderst vanskeligt at formidle om sådanne afgørelser. Der er ikke nogen transparens. Og ganske få muligheder for at få det. Dette er en anden grund til at man skal have en kritisk tilgang til det offentlige, når de træffer afgørelser. Samtidig har det offentlige skatteborgernes penge at betale med. Både til advokater, spindoktorer og medier de er med til at finansiere.

Dette er den præcis denne cirkelslutning, der gør det endnu mere vitalt, at borgerne interesserer sig for uvildige medier.

Hvilket de heldigvis gør.