Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi kaldte for nylig Ruslands bekymringer omkring Ukraine for legitime. Han understregede at de skulle tages alvorligt og adresseres. Indtil videre har den kinesiske linje i konflikten over Ukraine været forsigtig, men med åbningen af OL i Beijing signalerede kineserne et kursskifte:
Da Vladimir Putin og Xi Jinping trådte frem i fællesskab til ære for fotograferne, var det en realisering af et nyt kapitel i den evigt tilstedeværende konflikt mellem øst og vest, der har hærget verden siden slutningen af 1940’erne. Det er en konflikt de færreste har kunnet forstå, men som har defineret den globale politik årti efter årti. Historikere og politiske analytikere har bedrevet forskning om emnet stort set siden begyndelsen af 1950’erne, uden at der nogensinde er kommet entydige svar på konfliktens egentlige ophav. Årsagen hertil er at det er et kompliceret emne, der både kan anskues historisk og kulturelt.
Fakta er at USA, Rusland og Kina har været dynamoen i en global stillingskrig, mens de europæiske lande i perioden har haft rollen som bønderne på skakbrættet. For at man bedre kan forstå dynamikken og denne kroniske konfliktsituation, er det en fordel at se på de respektive hovedlinjer bag landenes selvforståelse.
Rusland var et diktatur under et adeligt styre, hvor magten gik i arv i Zar-familien. I 1917 endte dette styre med en revolution der fik kommunisterne til magten. Den russiske revolution sendte chokbølger gennem de europæiske lande, der begyndte en modernisering af deres kongehuse, ofte af frygt for at lande samme sted som i Rusland. Det var dog ikke den første revolution mod adelens privilegerede styreform.
USA blev skabt i den amerikanske revolutionskrig i perioden 1775-1783, hvor amerikanerne med fransk bistand fik fordrevet englænderne fra kontinentet. I Frankrig kastede man selv monarkiet på porten i den franske revolution, der begyndte i 1789. Perioden fra 1775-1799 var en revolutionær periode for de lande, der senere blev grundstammen i den vestlige selvforståelse. Idealerne som især amerikanerne arbejdede ud fra, handlede om selvstændighed, borgerrettigheder og modstand mod den adelige tankegang og magtform. På dette tidspunkt var de amerikanske stater fyldt med omkring 2 millioner mennesker, der primært stammede fra England, Tyskland og Irland, og hvis økonomi i høj grad hvilede på slavearbejde. Dertil havde man en stor eksport, der kunne produceres billigt i kolonierne. England forsøgte at brandbeskatte deres kolonier for at skaffe penge til deres krigseventyr, hvilket ultimativt førte til stor utilfredshed blandt amerikanerne.
Men det var et stort kompromis mellem mange forskellige segmenter i de amerikanske stater, der førte til uafhængighedserklæringen og senere dannelsen af De Forenede Amerikanske Stater. Hensyn til forskellen mellem nord og syd, men også den stærke uvilje mod en føderal centralmagt. Opdelingen af magten blev essentielt. Her stod især John Adams og Thomas Jefferson i spidsen for nogle af de vitale principper, der har haft så stor betydning for den amerikanske selvforståelse. Den første amerikanske præsident blev George Washington, der som helten i den amerikanske uafhængighedskrig havde bred opbakning i alle lejre, og generelt ikke var specielt politisk. Under hans embedsperiode lykkedes det at stabilisere de ellers modstridende interesser, og fundamentet til et solidt demokrati blev skabt.
Washington ønskede at holde USA ud af de kroniske konflikter mellem specielt England og Frankrig. Derfor fastholdte han en neutralitetspolitik, på trods af at Frankrig løbende mindede om deres bistand til den amerikanske revolution. Kursen blev fastholdt af Washingtons efterfølger i præsidentembedet, John Adams. Således blev den isolationistiske linje den dominerende i amerikansk politik, og helt frem til udbruddet af anden verdenskrig var det en solid faktor i den udenrigspolitiske linje hos amerikanerne. Ganske vist forsøgte man efter første verdenskrig at agere som fredsskaber med Woodrow Wilson i spidsen, og man havde også engageret sig i første verdenskrig. Men amerikanerne betragtede ikke sig selv som dem, der skulle stå i spidsen for verden. Man havde nok i sig selv. Det princip man kalder for ”America first”.
Men efter anden verdenskrig indså man at Sovjetunionen ikke havde tænkt sig at stoppe for andet end magt. Udspredelsen af den kommunistiske verdensrevolution skete fra hovedkontoret i Moskva, der brugte alle kneb for at fremme en socialistisk dagsorden og ikke mindst sikre egne interesser rundt omkring i verden. Kineserne kom ud af anden verdenskrig som et fattigt land, men man havde sikret sig kontrol over eget territorie. Den kinesiske kommunisme fik et andet ansigt med Mao i spidsen. Udviklingen i henholdsvis Sovjetunionen og Kina var fundamental forskellig fra hinanden. Men sikkerhedspolitisk var de to magter uundgåelige sværvægtere. Da kineserne i 1980’erne gennemførte en stribe af økonomiske reformer, begyndte den nye tidsalder for Kina. På rekordtid har Kina opbygget en enorm økonomi, der gør dem til centrale aktører på de internationale markeder. Made in China er i det nye årtusinde ikke længere for sjov.
I 1991 faldt Sovjetunionen fra hinanden. Ud af asken rejste der sig et spinkelt, demokratisk håb. Stormagtsdagene var talte. NATO rykkede straks ind og deltog i opgørelsen af boet, hvor de østeuropæiske lande og de baltiske lande blev indlemmet i organisationen. Det var afslutningen på den kolde krig. Men som vi nu er ved at se, var det måske også begyndelsen til den anden kolde krig. For mens landene i det tidligere Sovjetunionen blev splittede, så rejste Vladimir Putin sig langsomt i det russiske magtapparat. Den kurs som Rusland har lagt efter Putin fik magten, har været en snedig og dobbelttydig kurs. Undervejs har han vist sig at være umulig at komme udenom. Løbende har han spillet på den russiske selvforståelse, hvor man i de store dage under Sovjetunionen kunne se sig selv som en supermagt. Og det er lige præcis her, man skal finde begrundelsen til konflikten omkring Ukraine.
For også kineserne er trætte af den vestlige belæring omkring det, man betragter som interne affærer. Om det er Taiwan, Hong Kong eller uenighederne med Japan. Så ser man en allieret i Rusland, fordi Ruslands konflikter med vesten omkring Ukraine har et fællestræk med kinesernes situation. Det er at vesten med USA i spidsen vil føre sikkerhedspolitik lige op og ned af deres grænser.
Sandheden er at Kina og Rusland har en pointe. Ville USA, Tyskland eller Danmark have accepteret at Rusland indlemmede et naboland i en forsvarsalliance? Næppe. Men det er hvad NATO ønsker. Her handler man ud fra frihedsidealer og folkets ret til selvbestemmelse. For Rusland og Kina er præget af diktatur. Det er den klassiske kamp, vi kender fra den kolde krig. Stater med demokratiske valgte ledere mod stater med diktatorer. Men der er en forskel:
Vesten og USA er ikke længere de dominerende på den økonomiske scene. Hvor kommunismen havde absurde problemer med at brødføde sin egen befolkning, så har både Kina og Rusland transformeret sig til at være økonomisk rentable lande. Samtidig er vesten svækket af svaghedstræk i demokratiet, hvor et stigende antal politikere sværmer om censur og statsmagt. Derfor er den anden kolde krigs mulige begyndelse i disse år, måske en uundgåelig og ny prøve for hele verden.
