En ting er sikkert. Vi kan ikke stole på medierne. Det gælder hæderkronede og historiske brands som The New York Times, Washington Post, BBC, DR, ARD, ZDF, SVT og mange, mange flere. Dermed ikke sagt at disse medier bevidst lyver, fordrejer eller på anden vis forfalsker virkeligheden. Eller at de gør det hele tiden. Men de gør det.
Der kan være mange forklaringer på dette. Vi kan gå helt tilbage til disse mediers etablering og finde talrige eksempler på forkerte historier. Ikke mindst når det gælder oplysninger, der tilvejebringes under en verserende krig, krise eller konflikt. Specielt i begyndelsen af en krise vil der være mange oplysninger, der senere viser sig at være forkerte. I de sidste fire årtier, har det været meget udbredt, at man lod korrespondenter fremkomme med alle mulige postulater på direkte tv, uden nogen reel mulighed for at kontrollere påstandenes validitet. Læg dertil en ikke uvæsentlig portion af gisninger, spekulationer og teorier. Ofte kamufleret af at skulle være “analyse”. Det har også længe har været meget moderne for journalister at være iklædt skudsikre veste og bære hjelm, mens de synliggør konflikters rædsler.
Metoden taler i sær til seernes følelser. Det gør reportagerne som regel også.
Det er et format, der er så gennem tæsket, at vi stort set allesammen kan fortællingen uden ad. Blot udskiftes navne og steder. Den moderne version af krig blev skabt under Golfkrigen i 1991. Nu skulle der filmes fra raketangrebene, så det var spektakulært. Man kan påstå at CNN blev skabt på baggrund af denne form for reportage, hvor publikums umættelige behov for “real life” drama kunne blive dækket. Et behov vi ser i generationens forelskelse i “reality shows”, hvor enhver kunne blive berømt for at være “med”. Videreudviklet og perfektioneret i den nye generations selvfortælling på TikTok, YouTube og meget mere.
Så langt så godt.
Politikere og embedsfolk udover hele verden virker rædselsslagne for deres egne befolkninger. Man kan betegne situationen som en tilstand af paralyse. De følger konstant deres egen “performance” på “de sociale medier” og via meningsmålinger. Forskellen mellem at have magten eller ikke, er ganske marginal. På ultra kort tid kan selv den mest elskede politiker eller kendis blive detroniseret og smidt ud.
Derfor frygter politikerne deres vælgere, mere end noget andet.
Historien er blevet en central faktor i de aktuelle konflikter, der præger nyhedsfladen i vores tid. Paradoksalt nok er det ikke historiebøger eller historikere, der får lov til at repræsentere historien (og diskutere den): Det gør parterne selv. Inklusiv medierne. Historie er blevet en krigszone, hvor enhver kan hævde retten til at have den rigtige historie. Selvom de fleste fornuftige historikere bekender sig til en videnskabelig tilgang, hvor debatten om hvad historien er, aldrig er overstået. Jeg vil dog sende en klar advarsel til andre historikere:
Det er farligt at nævne historien.
Når et stort og tavst flertal forbliver tavst, så skyldes det at krigerne på flere sider og fronter, er helt uimodtagelige overfor historiske forhold og meninger, der ikke stemmer overens med deres politiske eller følelsesmæssige overbevisning. På trods af at mange af disse historiske nedslag er registreret i historiebøger, analyseret og vurderet af utallige historikere. Hvor man egentlig kunne starte med at læse i disse for en nærmere orientering om konkrete forhold, sådan som historien er blevet skrevet.
Vi er nået dertil, at man praktisk talt bør undgå at nævne aktuelle konflikter, hvis man ikke vil havne i meningsdannernes evindelige kværn af selvretfærdighed og bedrevidende adfærd. Drevet frem af mange alt for selvsikre og ukyndige journalister, der i lang tid ikke har kunnet skjule deres bias, men fortsat hævder ikke at have nogen. Læg dertil den udbredte diskussionsform, hvor stråmænd flyver i luften konstant, så enhver skydes hvad som helst i skoene. Logikken i den diskurs er, at hvis man har taget den samme bus som en “modstander”, er man i ledtog med vedkommende. Også selvom det var et offentlig transportmiddel man rejste med, samt at man reelt set bare tog med bussen.
Det er et samfund, der er utrolig optaget af skyld, skyld og skyld.
I verden er der lige nu to store konflikter. Begge konflikterne har et historisk forløb, der rækker mange generationer tilbage i tiden. Hvoraf mange af aktørerne er døde for meget lang tid siden.
Den ene konflikt kan man nogenlunde nævne. Den anden konflikt kan man praktisk talt ikke tale om, med mindre man er klar til at blive en del af konflikten. Det er med andre ord bedst at tie stille. Lade være med at ytre sig. Ikke nævne forbudte ord. Uanset hvad disse ord så end måtte være. For nuancerne er helt forsvundet. Mange påberåber sig historisk retfærdighed. Historiske kendsgerninger. Som om det hele allerede er afgjort, og der ikke er nogen som helst plads for diskussion. Samtidig er der mange kombattanter, der slet ikke kommer for at diskutere. De kommer ikke for at protestere eller vise deres utilfredshed. De kommer for at forbyde synspunkter, der ikke stemmer overens med deres egne.
Selv universiteterne i den vestlige verden lader til at have forvandlet sig til ideologiske krigsmaskiner, hvor underviserne har tabt det mest fundamentale værdisæt i kernen af deres undervisning: At viden og videnskab er en fortløbende proces, hvor man netop arbejder på at opnå nye erkendelser. Fremfor at stå fast på hvad man selv mener, er sandheden, for enhver pris. Det er blevet ideologiske bastioner. Endda på et værre niveau end det man så under den Marxistiske strømning i 1970’erne, hvor folk beredvilligt roste terrorbevægelser og diktaturer. Som eksempelvis Mao’s Kina eller Sovjetunionen.
Hvad så med de forbudte ord? Skal vi acceptere, at politiske ideologer bestemmer så meget, at vi ikke længere kan diskutere emnerne? At vi ikke må nævne, hvis nogle påstår den ene eller andet, der ikke er historiefaglig anerkendelse af? At man kan omskrive historien ud fra den til enhver tid herskende politiske ideologi? At vi ikke kan stille selv de mest basale spørgsmål, alene for at oplyse folk om eventuelle inkonsistente holdninger? Som eksempelvis:
Hvor stammer […] fra? Læser man i historiebøger vil man konstatere, at mange relevante folkeslag ofte var nomader, bekrigede hinanden eller udviklede forskellige religioner og alliancer. Der er praktisk talt ingen, der for altid, har haft et bestemt land eller tilhørsforhold. Alle udgravninger og historiske fund tyder på, at mennesket (Homo Sapiens) [sandsynligvis] er udvandret fra Afrika for flere hundredetusinder af år siden.
Set i den kontekst er det en meget meningsløs affære at diskutere “historiske kendsgerninger” på den måde, man gør i vores tid. Men den viden søger menneskeheden desværre ikke at udbrede. Historien er blevet en verbal handelsvare, der på en eller anden måde skal bruges til at retfærdiggøre nutidens ambitioner, kvaler og udfordringer. At der måske kan findes mere almenmenneskelige værdier, eller at man ligefrem kan se på historien med nysgerrighed og spørge om, hvordan det egentlig var engang, finder rigtig mange mennesker desværre er en decideret fjendtlig tilgang.
De kræver retten til historiske kendsgerninger og sandheder.
Den moderne civilisation hviler på menneskets nysgerrighed og vores udfordring af eksisterende dogmer. Derfor har vi kunnet udvikle teknologier, der har givet os indsigt i atomkraften, kunstig intelligens, virus og meget mere.
Det ville klæde mange medier, meningsdannere og politikere at udvise mere ydmyghed, fremfor konstant at stå fast på at man har fundet selveste sandheden. Ligesom det ville være en stor gave, hvis politikerne ophørte med at frygte deres befolkninger, men i stedet for satsede på værdiskabende uddannelse og lærerige miljøer. Steder hvor man lærer de nye generationer nysgerrighed, ydmyghed og tolerance. Fremfor en modbydelig og menneskefjendsk, bedrevidende tilgang, der har inficeret den moderne civilisation og konstant kaster folkeslag ud i alvorlige konflikter.
Forbudte ord er tidens største udfordring. Men nye tiltag fra både EU og USA, der ønsker at censurere den offentlige meningsdannelse, står vi kun ved begyndelsen til en æra, hvor historien vil blive omskrevet til ukendelighed.
Et sidste godt råd til de mange ordkrigere:
Hvor tit afgøres nutiden af, hvad der var vigtigt for 100 år siden? Eller 200 år siden? Hvilke emner kan du erindre fra 1923, du mener, spiller en afgørende rolle for samfundet i 2023? Hvad med året 1823? Eller hvad med år 23? For 2000 år siden?
For her er en virkelig “breaking news”. Tiden går. Og om lidt er det 2053. 2123. Det er måske langt væk for et menneske, der i bedste fald kan blive 100 og nogle få år gammel. Men det er tættere på, end du måske tror.
Derfor er det gode råd, at man skal lade historien være historie. Vi mennesker er bedre tjent med at skabe nutiden, end at holde fast i fortiden. Historie er ikke en trylleformel, der giver ret til hverken det ene eller andet. Det er en fortælling, der kan fortælle noget om, hvordan vi kom hertil, hvor vi er.
Men i den sidste ende tilhører enhver tid de mennesker, der lever i den.
