Den digitale udvikling har i de sidste 50 år revolutioneret samfundet. Det gennemgående træk har været, at informationer er blevet gjort tilgængelige i et hidtil uset omfang. Før den digitale revolution var biblioteker det primære sted, hvor man kunne hente viden, men med computernes og de store databasers indtog i hverdagens liv, har mennesker fået en helt anden tilgang til at anskaffe og søge informationer.
Mange kender og bruger i dag opslagsværker og tjenester som Wikipedia, Google eller Youtube, der rummer en ubegribelig stor sum af viden om stort set alle emner. Debatten om, hvor vidt man kan stole på de informationer man så finder, er en helt anden størrelse. Men informationerne er der. Uanset om man vil vide noget om en skuespiller, politiker eller en historisk person, så vil man skulle bruger tusinder af år på at komme gennem den store sum af informationer. Hvis man overhovedet kan.
Det kræver derfor hård udvælgelse. Men en af de mest anvendte faktorer er, at det som de fleste finder interessant, vil være det mest synlige. Således er det ofte de informationer, vi præsenteres for først, når vi leder efter bestemte emner. Groft sagt er den nuværende informationsstrøm præget af popularitetsvalg. Dermed menes, at de fleste primært stifter bekendtskab med de mest populære informationer i vidensamfundet. Det betyder samtidig, at grupperinger med alskens politisk indhold og arvegods, ikke kan styre informationerne på samme måde som under de gamle monopoler. Monopoler som DR, TV 2 og de danske bladhuse, der i et århundrede dominerede den politiske diskurs, herunder implicit havde afgørende indflydelse på, hvad der var vigtigt eller ikke.
Kontrollen over den udvælgelse der finder sted blandt de mange opslag på de sociale medier, er et af kerneelementerne i de informationskrige, der raser over hele verden i dag. For hvis der er nogen, der kan bestemme over, hvad folk ser, vil det være en betydningsfuld magt at have. Meta (Facebook), Google, Twitter, TikTok, Amazon, Microsoft, regeringsledere, politikere og embedsfolk befinder sig i en længere række af juridiske og politiske slag, der dybest set handler om kontrollen over informationsstrømmene.
De første ofre for udviklingen af den digitale verden var papiraviserne. Med uhørt hastighed er de blevet udkonkurreret af smartere og forretningsmæssigt dygtigere virksomheder. De gamle avismedier overlever primært på almisser og bistandshjælp. Samtidig har de afskediget bunker af medarbejdere. Nogle af dem er endda gået over til at lave såkaldt ”robotartikler”, der skrives af computersoftware. Dernæst er det de gamle tv-monopoler, der var baseret på en monopolitisk kultur, der er blevet smadret. Der er i praksis ingen, der har brug for tv-kanaler mere. Samtidig er programmer lavet på tv-kanalerne ikke i stand til at konkurrere med Youtubes uendeligt store indholdstilbud , hvor indhold produceret af et utal af kreatører bliver set hver eneste dag af millioner af mennesker.
I praksis er vi gået ind i en tid, hvor enhver med en smartphone kan producere indhold. Og selv disse amatøristiske produktioner stiger dag for dag i kvalitet og iderigdom. Det har presset de etablerede producenter, der gerne vil have betydeligt flere ressourcer til at producere indhold for. I Danmark har tv-branchen været præget af den danske arbejdsmodel, og det har betydet lønmæssige og vilkårsmæssige garantier. Dette kræver betydelige statstilskud for at kunne hænge sammen. Alt dette kan i snæver forstand give mening, hvis politikerne fastholder deres massive støtte til dansk produceret indhold. Men argumentet om at det er nødvendigt, fordi det danske sprog eller den danske kultur er presset, bliver udvandet time efter time. For også i Danmark produceres der masser af indhold til de sociale medier, og en del af det har flere seere end de dyrt producerede programmer på de statsbetalte kanaler.
De danske politikere har over en bred kam erklæret deres angreb på de sociale medier. Det er ellers ikke fordi, de ikke selv har omfavnet muligheden for at skære det journalistiske led over og gå direkte ud til borgerne via de forskellige platforme. Partilederne og de toneangivende politikere i Folketinget er flittige brugere af Facebook og Twitter. Det har ført til kritik fra mange medier, der føler sig forbigået og hensat til at være irrelevante. Dette er nok også korrekt. Her insisterer man så på, at politikere skal stilles til regnskab i interviews, frem for at kunne forme deres budskaber helt uden filter. Samlet set har medierne ført en massiv kampagne, hvor de har argumenteret for, at de sociale medier er skadelige for ”den demokratiske samtale”.
Men både de gamle medier og politikerne overser en væsentlig faktor, når de beskylder de sociale medier for at ødelægge demokratiet. Det er nemlig ikke Facebook eller Twitter, der skriver kommentarer, laver delinger, Facebook-grupper eller kampagner, men derimod brugerne. Det vil altså sige de borgere, der rent faktisk går til valg og giver deres mening til kende ved stemmeboksen. Derfor virker det også temmelig udsøgt, når argumentet for at ville regulere, især Facebook, er at man ønsker at styrke den demokratiske samtale:
Man vil styrke den demokratiske samtale ved at tvinge den frie meningsdannelse ind i faste rammer, man selv kontrollerer, og samtidig kræve at man favoriserer bestemte synspunkter eller personkredse. Samtidig vil man gribe ind overfor den frie konkurrence ved at beskatte udvalgte og succesfulde virksomheder for at give pengene til udvalgte og fejlslagne virksomheder. Det virker som planøkonomi og kommunisme.
Sagen er den, at det allerede i betydelig grad har påvirket de amerikanske virksomheder, der står bag den globale, teknologiske udvikling i den digitale tidsalder. Især Facebook har siden 2016 været travlt beskæftiget med at imødegå den politiske utilfredshed med teknologierne. På trods af, at man udelukkende har profiteret af at tilbyde en relativ høj grad af frihed på mediet, begyndte virksomheden at indføre en form for selvcensur. I første omgang lovede man efter præsidentvalget i 2016 at fjerne såkaldt ”fake news” efter Donald Trumps succesfulde kampagner på Facebook og Twitter, der ifølge mainstream medierne havde påvirket valget til hans fordel. Donald Trumps anvendelse af de sociale medier var uovertruffen. Han var en mester i at skabe en dagsorden ved underlige tweets eller totalt vanvittige påstande, der blev slynget ud i tide og utide. Hele denne oplevelse af Trumps præsidentembede efterlod Demokraterne i USA med et indædt og bittert forhold til de sociale medier.
Da Joe Biden blev valgt til præsident i 2020, var det en erklæret dagsorden for Demokraterne, at der skulle ske noget med de sociale medier. Og det er den udvikling som også danske politikere har hægtet sig på. For også i USA kører de gamle medier massive kampagner mod deres konkurrenter, der har taget en ordentlig luns af reklameindtægterne. Ganske vist kamuflerer man kampagnerne som journalistik, men det er svært for dem at skjule, hvad den egentlige intention er. Journaliststanden over det meste af den vestlige verden har siden Facebook og Googles overtagelse af markedet mistet den basale økonomi, der ellers sikrede dem løn og indflydelse i samfundet.
Endeligt er debatten om den demokratiske samtale endt i en blindgyde. Det er den, fordi den udelukkende bliver kørt af eliten. Det er politikere, embedsapparatet og meningsdannerne. De har fuldstændig glemt at tage stilling til, at der faktiske sidder en meget stor befolkningsgruppe, der overhovedet ikke har tillid til de gamle medier. For dem er de sociale medier en befrielse, der giver dem en stemme.
Det er den stemme, de digitale informationskrige lige nu handler om.
