Til fodboldfesten i Fælledparken fredag aften blev der kastet med ølkrus og øldåser i et meget voldsomt omfang. Derfor har DBU besluttet at aflyse storskærmsvisning af landskampen Danmark – Østrig mandag aften. Der er fortsat fanzone i timerne op til kampen.

Fredag aften var der fodboldfest i Fælledparken i København med deltagelse af 15-20.000 mennesker, der sammen så Nations League-kampen mellem Danmark og Kroatien på storskærm.

Størstedelen af de mange fans havde en fredelig og fantastisk fodboldfest trods nederlaget til Kroatien på banen i Parken. Desværre var der en lille del af de fremmødte deltagere, der kastede med både ølkrus og fyldte øldåser på tværs af den store mængde af børn og voksne. Af sikkerhedsmæssige årsager har DBU derfor besluttet at aflyse storskærmsvisningen af Nations League-kampen mellem Danmark og Østrig mandag aften, fortæller Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU:


-Vi har været glade for de fantastiske fodboldfester, der har været i Fælledparken den sidste uges tid med stor deltagelse, når Herrelandsholdet har spillet de første tre Nations League-kampe. I fredags var mængden og karakteren af kast med ølkrus og fyldte øldåser dog så voldsom, at vi ser os nødsaget til at aflyse storskærmsvisningen til den sidste kamp mandag aften mod Østrig. Vi vil ikke risikere, at børn og voksne bliver beskadiget af fyldte ølkrus, flasker eller øldåser. Så selv om langt det største flertal af deltagerne har opført sig ordentligt, er der et lille antal, der ødelægger det for de mange, siger Jakob Høyer.


-Det er superfedt med den kæmpe opbakning, vi har til Nations League-kampene, både hjemme i stuerne og i fanzonen, men det er rigtig dumt, at der er nogen, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, og at det går ud over de fans, der bare kommer for at hygge sig og se fodbold. Det har nu fået den kedelige konsekvens, at storskærmsvisningen af kampen mandag må aflyses, og det er rigtig ærgerligt, men vi bakker selvfølgelig 100 procent op om DBU’s beslutning, siger kanalchef for TV 2 SPORT, Kristian Hyldgaard.

Nu vil DBU og TV 2 evaluere afviklingen af fodboldfesterne med de relevante myndigheder, og vurdere om og hvordan det er muligt at øge sikkerheden, så det er muligt at etablere lignende fodboldfester på senere tidspunkt.


Der er fortsat fanzone i Fælledparken forud for kampen mod Østrig. Den åbner klokken 17.00 og lukker kl. 19.45, og der vil blandt andet være Fodboldaktiviteter, Landsholdsquiz, fodbold freestyle show og Liveband. Du kan købe mad og drikke i fanzonen.