Middelfart Sparekasse præsenterer vinderen af DR’s ’Danmarks bedste portrætmaler’ 2021, Munroe Richter til Fredericia Art Festival 2022.

– Det er med stor glæde, at vi i år kan præsentere Munroe Richter som både udstiller, foredragsholder og live-portrætmaler i Eksercerhuset den 11.-13. november, udtaler Johnny Gilberg, medarrangør af Fredericia Art Festival og tilføjer, at uden Middelfart Sparekasse havde det ikke været muligt.

Munroe Richter. Foto: PR

Munroe Richter er blandt mange kendt som vinderen af ’Danmarks bedste portrætmaler’ 2021 med sit flotte portræt af Susse Wold, men hun er selvfølgelig meget mere end det. Munroe Richter er en ung billedkunstner med en baggrund i klassisk malehåndværk. Med sine billeder forsøger hun at arbejde med følelser og idéer, som kan være svære at sætte ord på og ofte efterlade kunstner og beskuer med en fornemmelse af den skønhed, som små hverdagsting gemmer på eller et glimt af en foruroligende verden.

Vind et portrætmaleri

– Glæd jer til at høre meget mere om Munroe Richter og hendes kunst, når hun holder foredrag i Eksercerhuset lørdag den 12. november kl. 12.30. På stand nummer 22 udstiller hun sine værker under hele kunstmessen, og lørdag kl. 14.00 maler hun et portræt live i Eksercerhuset, fortæller arrangøreren bag og tilføjer:

– På vores Facebookside ’Fredericia Art Festival’ afholder vi fra 8.-10. november en konkurrence, hvor vi finder vinderen, som enten selv skal portrætmales eller kan vælge en anden person som skal. Personen skal være 13+ år, have mulighed for at være i Eksercerhuset lørdag den 12. november fra kl. 14.00 – ca. 15.00 og skal være god til at sidde stille. Udover portrættet vindes også 2 partout-armbånd til festivalen.

Billetter til Fredericia Art Festival købes i indgangen til enten Eksercerhuset, Sct. Knuds Skole eller Rådhuset for 50 kr. pr dag eller 100 kr. for alle tre dage. Ved køb udleveres et armbånd, som giver adgang alle steder. Fredag er festivalen åben fra kl. 15-19 og lørdag og søndag fra kl. 10-16.