Danmark førte i store dele af opgøret mod Frankrig, men endte med at tabe 30-29. Dermed møder danskerne Spanien i semifinalen på torsdag.

Danmark havde Islands skæbne i deres hænder, men fra landstræner Nikolaj Jacobsens side var der ingen tvivl. Han ville spare flere af de bærende spillere, og derfor sad Magnus Saugstrup, Mathias Gidsel og Mikkel Hansen helt ud af den danske trup sammen med Jannick Green.

På banen startede normale reserver som Kevin Møller, Jacob Holm og Niclas Kirkeløkke, men det var ikke til at se, at det var danske reserver, som startede. Danskerne kom forrygende fra start, og kom foran 3-0 efter to minutter. Fire minutter senere var stillingen 5-1 til Danmark, og konsekvensen blev en fransk timeout.

Frankrig begyndte at få bedre gang i angrebsspillet i den efterfølgende periode, men danskerne fortsatte med at sprudle angrebsmæssigt. Jacob Holm og Niclas Kirkeløkke bombede løs, og i målet tog Kevin Møller fra.

Det lykkedes dog Frankrig at komme tilbage. De kom på 10-9, men så begyndte det danske forsvar for alvor at lukke af. Danmark gik frem i et offensivt forsvar med Magnus Landin som den fremskudte, og det slog det franske spil fuldstændigt i stykker. Det resulterede i, at Danmark endte med at gå til pause foran 17-12.

Fra anden halvlegs start kom der lidt ændringer i den danske opstilling. Niklas Landin kom ind i det danske mål, og på fløjene kom Emil Jakobsen og Johan Hansen ind, men grundstammen i bagkæden forblev den samme med Holm og Kirkeløkke på de to backs.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Danskerne fortsatte med at boltre sig. Føringen blev bevaret, og stillingen var 26-21 med et kvarters tid igen, men så begyndte fejlene at snige sig ind i det danske spil. Den franske fysik knuste de noget mere klejne danskere, og stille og roligt åd de sig ind i kampen.

27-25 var stillingen med otte minutter igen, og med fire minutter tilbage kom udligningen til 28-28. Nikolaj Jacobsen forsøgte sig med syv mod seks, men danskerne kunne ikke få brudt den franske defensiv op. I stedet kom Frankrig foran 30-29 med et minut igen, og da ikke blev scoret yderligere i kampen, endte Frankrig med at vinde.

Det betyder, at Island bliver sorteper i kampen om en semifinaleplads, hvor Frankrig som puljevinder møder Sverige, mens Danmark møder Spanien.

[bsa_pro_ad_space id=6]