Efter afslutningen på første verdenskrig blev de mange nationer på det europæiske kontinent svært interesserede i at undgå en ny krig af denne skala. Verdenskrigen havde medført ubegribelige tab af menneskeliv i en nyttesløs skyttegravskrig. Millioner var døde. Denne fælles interesse betød også at landene forsøgte at indgå alliancer med partnere, der kunne beskytte dem og samtidig afskrække en potentiel modstander fra at angribe. Men spillet om den sikkerhedspolitiske situation ændrede sig dramatisk i 1920’erne.
Danmark var under første verdenskrig neutral. I den moderne krigshistorie var neutralitet betinget af at det neutrale land havde et forsvar, der kunne sikre at neutraliteten blev håndhævet. Derfor er Sveriges forsvar også betydeligt mere udviklet end Danmarks. I Danmark rasede debatten om forsvarsudgifterne både før, under og efter første verdenskrig. Højrefløjen ønskede et stærkt forsvar med betydelige fæstningsanlæg, især omkring København, mens venstrefløjen og socialisterne var mere lunkne. Her stod udviklingen af samfundet og bekæmpelsen af fattigdom højere på dagsordenen. I 1924 fik Danmark sin første socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning. Og i 1932 blev den første kommunist valgt til rigsdagen. Tiderne skiftede. Den store fjende for det etablerede Danmark var den socialistiske revolution.
Men i 1920’erne voksende fascismen frem i Europa. Den fik et fast tag i mange befolkningsgrupper. I forvejen var kommunisterne på fremmarch allevegne. I Moskva havde man væltet den russiske Zar og demonstreret hvordan fyrsterne på kort tid kunne forsvinde i blodige revolutionsforløb. Hitler var også inspireret af tankerne om at skabe en revolution, men efter et fejlslagent kupforsøg i München besluttede han sig for at komme til magten via det svage demokrati i Tyskland. Tyskernes nederlag i første verdenskrig var utydeligt fortalt for det tyske folk, og samtidig havde sejrherrerne lagt store økonomiske byrder over på Tyskland. Man måtte heller ikke have en hær af betydning. Så ydmygelsen sad dybt i mange tyskere. Kombinationen af inflation, fattigdom og arbejdsløshed hjalp nazisterne frem. I 1930’erne blev fascismen og nazismen de dominerende kræfter på det europæiske kontinent. Det segmenterede sig i Italien, Spanien og Tyskland.
Josef Stalin så forfærdet til fra sit kontor i Moskva. For ganske vist havde Sovjetunionen i løbet af ganske kort tid udviklet sig teknologisk og militært. Men Stalin så i Hitler en seriøs modstander, der var næsten ligeså skruppelløs som ham selv. Den kommunistiske diktator satte sig ned og læste Hitlers ”Mein Kampf”. Her understregede han blandt andet den passage, hvor Hitler skrev at tyskerne havde brug for at udrydde bolsjevikkerne. Under indtryk af at Hitler var den nye, store fjende, begyndte Stalin at udvikle nye tanker end blot den store verdensrevolution. Han ville beskytte sig selv mod nazismen, som han betragtede som en langt farligere modstander end kapitalismen.
I lille Danmark så man forfærdet til mens nationen fik nye og dybt alvorlige fjender på landkortet. Problemet var landets centrale placering, hvor man med de smalle danske stræder kontrollerede adgangen til Østersøen. I tilfælde af en krig ville kontrollen over de danske farvande sandsynligvis spille en rolle for de krigsførende magter. Samtidig kunne der sås tvivl om Danmark overhovedet kunne forsvare sin neutrale position. Den sovjetiske udenrigskommissær ville gerne have at Danmark forpligtigede sig til at lukke for stræderne i tilfælde af krig. Hvilket man havde gjort under første verdenskrig. I 1930 sagde Danmark nej til et tilbud fra Sovjetunionen om en ikke-angrebspagt med den simple begrundelse, at det var der ingen grund til. Kommunisterne i Moskva var i stigende omfang bekymret for den sikkerhedspolitiske situation i Europa: Stalin forsøgte at købe tid til en større oprustning og styrkelse af den røde hær, for han forudså en storkrig med Tyskland. Indtil da kunne man lade de vestlige lande slås med hinanden, så de blev svækket.
Også de skandinaviske lande sonderede udviklingen i Europa. Fra januar 1932 begyndte de skandinaviske landes udenrigsministre at holde faste møder, hvad man også havde gjort under første verdenskrig. Det var Sovjetunionen interesseret i. Hvis der var en stærk, skandinavisk alliance, der kunne garantere neutraliteten i tilfælde af krig, ville det gavne de sovjetiske interesser, mente Moskva. Man frygtede at Storbritannien ville invadere Danmark og sætte sig på de danske stræder. De skandinaviske udenrigsministre drøftede også muligheden for at indgå en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen.
Men Stalin overraskede alle.
Stalin fik i 1934 Sovjetunionen med i Folkeforbundet. Tyskland underskrev samme år en ikke-angrebspagt med Polen. I 1939 indgik Tyskland og Sovjetunionen en ikke-angrebspagt og samtidig delte man Polen mellem de to diktaturer. Stalin beviste at intet var for helligt for ham, når det kom til at sikre Sovjetunionens interesser. Når det var belejligt kunne man indgå en pagt, for den kunne altid opløses når det blev ubelejligt. 1930’erne var præget af geopolitiske og nationalistiske uroligheder, hvor Hitlers skruppelløse adfærd, kombineret med Frankrigs og Storbritanniens frygt for krig, afsluttede årtiet med udbruddet af anden verdenskrig.
For Danmark var det en svær situation at befinde sig i. For aggressorerne lurede derude, og de havde ingen gode intentioner. Sovjetunionen angreb Finland den 28. september 1939. Med ryggen fri fra Tyskland, der nu var optaget af krigen i vest, regnede Stalin med at kunne slå finnerne og tage endnu en luns af det europæiske landkort til den kommunistiske verdensrevolution. Naturligvis under kyndig ledelse fra Moskva.
Men vinterkrigen viste en ubehagelig sandhed for kommunisterne i Kreml. Udrensningerne som Stalin brutalt havde gennemført blandt officererne i den røde hær i løbet af 1930’erne havde svækket Sovjetunionens militære styrke. Blodet flød værst i 1937. De bedste kræfter var blevet ofre for Stalins paranoia. Samtidig demonstrerede finnerne en alvorlig modstandsvilje. Man havde ikke tænkt sig at lade de kommunistiske styrker overtage Finland. De nordiske lande var forfærdede over angrebet på finnerne. Da der påbegyndte forhandlinger mellem Sovjetunionen og Finland, meldte man ud. Norge, Danmark og Sveriges gesandter i Moskva afleverede hver for sig enslydende erklæringer til styret, hvori man udtrykte at man ”med opmærksomhed” fulgte de forhandlinger, der var påbegyndt om en våbenhvile mellem Sovjetunionen og Finland. Samtidig slog man fast at Finland skulle kunne beholde sin status som neutralt land. Men den sovjettiske udenrigsminister, Molotov, havde kun foragt for de små skandinaviske lande. Han modtog slet ikke gesandterne, der i stedet for måtte sende deres meddelelser til sekretariatet.
I den sidste ende blev sagen afgjort af Finland selv, da Moskva indså at omkostningerne ved angrebet var for store. Siden har Finland fastholdt sin neutralitetspolitik. Derfor var det historisk da Finland den 12. maj 2022 meddelte at man havde intention om at melde sig ind i NATO. Angrebet på Ukraine og de mange meldinger fra Vladimir Putin om Ruslands geopolitiske interesser har presset udviklingen i den sikkerhedspolitiske situation i Europa markant. Med Finland får Rusland nu et ekstra tungt NATO-land lige ved hoveddøren. Og som historien viste:
Et land, der slår tilbage.
I 1949 drøftede de nordiske lande et forsvarssamarbejde. På dette tidspunkt var anden verdenskrig slut. Nazisterne tabte krigen, men kommunisterne havde erobret Østeuropa. Forhandlingerne mellem de nordiske lande endte ikke med enighed. Den 23. marts 1949 vedtog Rigsdagen at Danmark skulle tilslutte sig Atlantpagten. NATO. Den 4. april 1949 blev tilslutningen underskrevet i Washington. Sverige og Finland forblev neutrale. Den kolde krig rasede indtil Sovjetunionens kollaps. Den 8. december 1991 erklærede Rusland, Hvide Rusland og Ukraine at Sovjetunionen var opløst. Den 31. december 1991 trådte den sidste præsident og leder af Sovjetunionen, Mikhail Gorbatjov tilbage. Kollapset efterlod et stort, gabende hul i forståelsen af Ruslands nye status. Ingen kunne rigtig vide hvordan Moskva nu skulle forstås i en sikkerhedspolitisk sammenhæng. Overraskelsen over at det sovjettiske imperium var faldet slog hele den internationale sikkerhedspolitik hjem i ludo. Tilbage stod USA som verdens absolut sidste supermagt. En kendsgerning som den forhenværende KGB-officer, Vladimir Putin, har så svært ved at acceptere, at han gentagne gange har demonstreret sin vilje til at få Rusland tilbage som supermagt. Krigen i Ukraine er den foreløbige kulmination på de ambitioner.
Den 1. juni 2022 skal danskerne igen stemme om et europæisk forsvarssamarbejde. Den væsentligste begrundelse er truslen fra Moskva. Selvom NATO, ikke mindst i lyset af Finlands og Sveriges aktuelle og overraskende ønske om at blive medlemmer af samarbejdet, må betragtes som et særdeles stærkt forsvarssamarbejde, er den eurocentriske sikkerhedspolitik kommet på dagsordenen på en ny måde.
Dette på baggrund af en geopolitisk situation historien troede var død for over 30 år siden.
