Det er snart to år siden, at Danmark blev en del af den internationale pandemi, der 2siden har holdt hele verden i et jerngreb. I begyndelsen af februar 2022 ophæves de seneste restriktioner i Danmark, og regeringen har besluttet, at corona ikke længere er en samfundskritisk sygdom.
Igen.
For undervejs i dette meget besværlige forløb har vi svinget frem og tilbage på pendulet. Snart den ene vej, snart den anden vej. Det har nemlig været ukendte faktorer, der for det meste har styret logikken bag ved håndteringen af coronakrisen. Der er blevet handlet på spekulationer, gisninger og forventninger. Men samtidig har ingen haft nogen egentlig manual for, hvordan man skal gøre i de usædvanlige situationer, der er opstået undervejs.
Anvendelsen af eksperter i den offentlige formidling har været tendentiøs. Stort set alle eksperter har udtrykt sig på linje med vejrudsigten, og hvad kunne de også ellers gøre. Der har været mange aha-oplevelser, når en formodning er blevet gjort til skamme. Og statsapparatet har været villig til at sætte massivt ind på de dogmer, de selv har skabt.
Demokratiet kommer alvorligt svækket ud af coronapandemien. Tilliden til myndighederne er på et historisk lavpunkt, og befolkningen er splittet og fragmenteret. Landet har savnet en ordentlighed i ledelsen, der har omfavnet alle, frem for at moralisere og udskamme modstandere. Den politiske agenda har taget over, og samtidig er videnskaben blevet brugt i et politisk øjemed. Alt dette vil historiebøgerne blive fyldt med, når historien en dag skal skrives.
I de mange lokalsamfund er folk blevet hærdede af to års coronavanvid. Få tager meddelelser fra statsapparatet alvorligt længere. Den uendelige række af pressemøder har latterliggjort betydningen af et pressemøde med regering og embedsapparat. Højtideligheden har ganske enkelt taget overhånd, og man har som en utilsigtet bivirkning opdraget flere borgere i at gennemskue mængden af løse påstande og gætterier. Flere kan nu på egen hånd se, at man ikke skal tro på hvad som helst, når det kommer fra de kanter.
Det er nemt at dele karakterer ud. Men det er svært at stå med ansvaret. Dog havde det klædt hele håndteringen, hvis man fra starten af havde haft et tværpolitisk fællesskab, frem for de tåbelige pressemøder orkestreret af statsministeriet. Det havde gjort demokratiet en tjeneste. Men uenigheden blandt partierne har været for stor. Samtidig har de fleste politikere undervurderet behovet for at overlade opgaven til andre end dem selv.
Det er meget fint, at man ofte har referet til epidemiudvalget. Men det er nu altså sammensat af embedsfolk, der arbejder for regeringen. Også her havde det været langt bedre, hvis man havde haft et uafhængigt ekspertudvalg, der ikke var underlagt ministeriernes hierarkiske og stærkt politiske sindelag.
Restriktionerne har kostet samfundet og borgerne dyrt. Uanset om man nu har den holdning, at de har været nødvendige eller ej. Det har været et andet samfund, end det vi kendte. Vi har smagt på totalitarismen og diktaturet. Vi har fået et forvarsel på, hvor hurtigt vi kan gå fra grundlovssikrede rettigheder og til statsligt diktatur.
Ja, faktisk var det forbløffende let at gå fra friheden til fængslet. Det krævede hverken folkeafstemning eller kup. En særlov, og så er den hjemme. Tænk over det.
Derfor kan vi atter benytte denne lejlighed til at tale for, at Danmark skal have en ny og moderne grundlov. Vi har fået dokumenteret, at den nuværende grundlov end ikke kan beskytte sig selv. Vi har brug for en stærk forfatningsdomstol, der kan underkaste politiske forsøg på at gennemtrumfe grundlovsbrud. Det er en stor fare under demokratiet, at vi ikke har denne mulighed.
For coronapandemien har bragt det værste frem i for mange. Hadet til andre mennesker er vokset, når tilhængere og modstandere af restriktioner er stødt sammen. Politimagten er blevet sendt på barnepigeopgaver. Reelt burde disse alvorlige indgreb mod friheden have krævet undtagelsestilstand, og der skulle være klare retningslinjer og opdeling af magten for at det kunne ske. Hertil også kontrolorganer som eksempelvis en forfatningsdomstol.
Selvom vi nu ser ud til at være heldige med at den seneste coronavariant er mere mild (eller at vaccinerne har en effekt på sygdomsforløbet), så er vi nødt til at konstatere, at der en eller anden dag kommer en ny pandemi. Og når det sker, skal vi have et helt andet apparat klar til at håndtere det. Der må og skal læres noget af coronapandemien.
Når danskerne om lidt atter kan bevæge sig rundt uden mundbind og på de klokkeslæt, de selv har lyst til, så vil det være fornuftigt at beholde erindringen om, at man til enhver tid kan blive pålagt de mest tåbelige forbud, hvis bare det politiske flertal mener det. Den erindring bør man beholde når der skal stemmes næste gang, i håbet om at der er politikere og partier, der ønsker at gøre det svært for landet at ende som et diktatur en eller anden dag.
