Med kun 3 ugers varsel har Fredericia Fjernvarme i dag meddelt deres kunder, at de hæver prisen på fjernvarme i Fredericia. Direktøren hos selskabet forklarer, at deres budget er under hårdt pres efter 24. februar 2022. Forbrugerne kan dermed se frem til en markant ekstra udgift på deres fjernvarme fra 1. juli 2022.

Tidligere på dagen modtog Fredericia Fjernvarmes kunder den triste sms, der varslede den store prissting. Udover at elpriserne og benzinpriserne også er steget markant, kommer effekten nu også ind i varmeprisen. For familierne er der samlet set tale om en markant forøgelse af de faste omkostninger i husholdningen. Den 27. maj 2022 udtalte Finansminister Nicolai Vammen (A) at regeringen gerne ville hjælpe de svageste borgere, men at der ikke var råd til at kompensere alle.

Direktør i Fredericia Fjernvarme, Carl Hellmers, forventer at prisstigningerne vil godkendt på et bestyrelsesmøde den 15. juni 2022:

– Biomassepriserne er røget i vejret, og er blevet 30 procent dyrere på Skærbækværket. Vores samlede stigning bliver dog ikke så stor som dette, siger direktør Carl Hellmers.

På Fredericia Fjernvarmes hjemmeside angiver man at “prisstigningerne skyldes en stigning i priserne på fjernvarmen fra TVIS,  og prisstigningerne på el til vore pumper og kedler. De generelt stigende priser skyldes i alt overvejende grad Ruslands invasion af Ukraine, som har betydet prisstigninger på hele energimarkedet og nu rammer det også varmen, der baseres på biomasse og overskudsvarme”.

Carl Hellmers påpeger, at der er tale om en regulering af priserne. Det betyder at de også kan falde igen:

– Men der kan komme til at gå noget tid. Man ser eksempelvis med corona, at bare fordi der ikke er restriktioner mere, så er der stadig ting, der er bagud på grund af perioden med corona. Når priserne stiger, kan de stige voldsomt over bare én formiddag, men når de falder, så frygter vi, at det kommer til at blive udfaset over en længere periode. Vi har selv egne prisstigninger på el, hvor vores priser ikke holder med det vi troede først på året. Det hele ændrede sig den 24. februar, hvor priserne steg, og det gør vores budget bombarderes. Det er det, er det vi reagerer på nu. Vi har sat priserne op, så vi ikke kommer bagud, da vi ikke har en stabil situation nu.

Primo juli måned kan forbrugerne se deres nye budget på e-Forsyning og det sendes ud med næste rateopkrævning til betaling 2. august 2022.

Priser pr. 1. juli 2022:

Abonnementsbidrag                                             625,00  kr./år             (Uændret)

Energipris GJ                                                        97,50  kr./GJ             (stiger fra 75,00 kr)

Effektbidrag                                                         26,25  kr./m²            (stiger fra 25,00 kr)

Transportbidrag m³                                               3,00   kr./m³            (stiger fra 2,50 kr)

Et standardhus på 130 m² og et varmeforbrug på 65 GJ stiger således fra 10.050 til 11.935 eller en samlet prisstigning på 1.885 kr.  målt på årsbasis. For en standardlejlighed på 75 m² og et varmeforbrug på 54 GJ stiger fra 7.630 kr. årligt til 9.155 kr. årligt.

For standardhuset betyder det en prisstigning på ca. 160 kr. pr. måned og for standardlejligheden ca. 130 kr. pr. måned. Der er dog store individuelle forskelle, idet en renoveret lejlighed i for eksempel Randalsparken eller Sønderparken kan forvente prisstigninger på under 100 kr. pr. måned, hvorimod  prisstigningerne rammer de store og dårligt isolerede ejendomme hårdest.