Torsdag aften blev det en kendsgerning, at Benny Engelbrecht ikke længere skulle være minister. Det åbnede en plads – og den udnyttede statsministeren til en rokade, hvor flere centrale ministre har fået nye poster. Det kalder chefredaktør hos Danske Digitale Medier A/S, Matthias Runge Madsen, for et nødvendigt træk.

– Det er en meget presset statsminister, der måtte se Benny Engelbrechts opbakning i Folketinget forsvinde. Hans møgsag er blot en i mængden, for det har været en hård tid for regeringen. Der er hele minkskandale, der er en række møgsager i Forsvarsministeriet og senest har også Morten Bødskov fået en sag på nakken – en sag der faktisk ligner Engelbrecht-sagen meget, forklarer Matthias Runge Madsen, chefredaktør hos Danske Digitale Medier A/S.

Ministerrokaden betyder, at Benny Engelbrecht forlader regeringen, men fortsætter som medlem af Folketinget for Socialdemokratiet som hidtil. I stedet for ham kommer Trine Bramsen som ny transportminister. Oveni hatten får hun også titel af ligestillingsminister, en titel der senest har været besat af Peter Hummelgaard. Hummelgaard fortsætter som beskæftigelsesminister. Med Trine Bramsen i Transportministeriet mangler en forsvarsminister, og her skal Morten Bødskov fremover styre tropperne, om man så må sige. I stedet for Bødskov i Skatteministeriet kommer regeringens nye ansigt, Jeppe Bruus, til at være ny minister.

Udkørt og udskældt Bramsen får tiltrængt ro

Trine Bramsen har været meget i vælten i sin tid som forsvarsminister. Der har ikke været mange rolige øjeblikke, særligt ikke de seneste seks måneder. Men Matthias Runge Madsen vurderer ikke Bramsens ministertid som færdig.

– Trine Bramsen er for central en minister for Mette Frederiksen til at blive skiftet ud. Dels er hun en af få stærke kvinder i Socialdemokratiet og dels har hun ministererfaring, der er vigtig. Hun har været udsat for et meget hårdt pres de seneste måneder, og det kunne meget vel have kostet hende ministerposten, hvis ikke hun allerede nu skiftede hjemsted, siger Matthias Runge Madsen og fortsætter:

– De møgsager der har været i Forsvarsministeriet er alvorlige, hvorfor Bramsen ikke kunne være fortsat meget længere. Det lå ikke nødvendigvis i kortene, at der skulle en større rokade til i regeringen, men at give Trine Bramsen en pause fra det helt store rampelys kan vise sig at være meget vigtigt for statsministeren.

Bødskov var på randen til skandale nummer to

Det er ikke første gang, der er blæst omkring Morten Bødskov. Blæsten nåede aldrig orkanstyrke denne gang, før Mette Frederiksen surrede ham fast til jorden, så han ikke blæste væk. Det skulle ellers ikke være første gang, at Morten Bødskov kunne være tvunget til at forlade sin ministerpost. I hans tid som justitsminister kostede en ”nødløgn” ham ministerposten. Men det skulle ikke ske igen.

– Det er meget påfaldende, at Morten Bødskov dagen efter en møgsag så dagens lys bliver flyttet. Det er nok ikke tilfældigt, at han ikke skulle udsættes for den møgsag. Det er spændende at se, hvorvidt ministerrokaden skaber ro omkring de her klimatal, som også Morten Bødskov har gemt på, siger Matthias Runge Madsen og fortsætter:

– Men med Morten Bødskov på forsvarsområdet kommer en mand med en stoisk ro, en mand der kan sætte sig lidt tungere på dagsordenerne end det har været tilfældet for Trine Bramsen. Det er nogle meget store sager, der for tiden presser sig på, og her er Bødskov nok den eneste mand i regeringen – udover måske Nick Hækkerup, der kan varetage opgaven. Derfor er det for statsministeren en god lejlighed at flytte ham væk fra en møgsag, få givet Trine Bramsen en pause fra det store spotlight og sætte en tung minister på et svært område.

Dagens mest smilende mand

Det var en tydeligt stolt Jeppe Bruus, der kunne trille ind i hans første ministerbil, ind på Amalienborg til sit første møde med Dronningen som minister. Hans smil var ikke til at tage fejl af på denne store dag for ham. Han skal tage plads i Skatteministeriet, et ministerium der har været præget af store skandaler gennem mange år.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at Skatteministeriet er et sted, hvor mange ministre har fejlet før Jeppe Bruus. Der er en IT-skandale med et inddrivelsessystem, der er stadig en aktuel sag med udbytteskat og der er den store strukturelle ændring i Skats opbygning, siger Matthias Runge Madsen og fortsætter:

– Men Jeppe Bruus har erfaring fra Skat. Han har været kommunikationschef i Skat og efterfølgende kommunikationschef i Skattestyrelsen. Med andre ord er det en mand, der er perfekt til den opgave, der venter. Han ved, hvad han går ind til, han har været vant til at kommunikere om de til tider svært forklarlige sager – og så er han en central spiller i Socialdemokratiet. Det er et spændende, men ikke overraskende valg, at han ender i Skatteministeriet.