Den vigtigste grund til ikke at indføre nogen former for censur i et demokrati er, at det vil give lande uden demokrati en legitim undskyldning for selv at have censur. Den næstvigtigste grund er at censur ikke beskytter nogen mod noget som helst men tværtimod fremmer dumhed og uvidenhed.
Ikke desto mindre er censuren atter begyndt at trænge igennem efter knap 30 års ytringsfrihed, der hovedsageligt skyldes internettet. Under parolerne ”regulering af amerikanske techgiganter” vil mange politiske bevægelser have de gamle dage tilbage. En tid hvor informationer blev kontrolleret og domineret af netop politik. Men denne strategi er meget lidt gennemtænkt. For den censur man sætter ind i dag, bliver brugt af dine modstandere i morgen.
Mange af 68’erne var inspireret af Marxismen, Maoismen og blev forankret i en venstrefløjsideologi, der ønskede et opgør med kapitalismen. En del af dem kom også ind på journalistuddannelsen. Her ændrede man på mange grundprincipper i det metodiske grundlag. Blandt andet blev begrebet objektivitet udsat for en transformation, hvor det ikke længere var så slemt at vælge sit stof efter egne, politiske overbevisninger. Tværtimod måtte man godt pifte lidt til kapitalismens mange negative konsekvenser, som det blev sagt. Det var naturligvis en tid, hvor man havde ”borgerlige” og ”røde” aviser. Så kunne man købe en avis efter partibogen eller pengepungen. I dag er det ikke så slemt længere. Internettet har udkonkurreret avisernes betydning for den almindelige samfundsborger, og langt de fleste køber ikke længere aviser, hverken på papir eller online.
Mens alle så skraber resterne op fra gulvet er piberiet fra de hedengangne aviser til at høre. De vil have bistandshjælp. Men hvor mange aviser skal vi betale for over skatten? I dag betaler vi for hundredvis af medier via vores løncheck, selvom vi ikke har adgang til at læse indholdet, hvor meget er lagt ind bag betalingsmure. Det kræver en vis frækhed at forlange skatteborgernes betaling for indhold, de ikke må få andel i.
Men sådan er det.
Internettet har sat informationerne fri. Vi kan udveksle informationer på sekunder, og der er ingen gatekeepers længere. Teknologivirksomhederne konkurrerer med hinanden om vores interesse og opmærksomhed, og som de flygtige forbrugere vi er, er ingen sikret mod pludselig markedsdominans fra en ny konkurrent. Alligevel mener mange politikere at der skal reguleres. Ikke på baggrund af saglige argumenter. Men primært på baggrund af informationer de ikke kan lide. Altså synspunkter de ikke deler. Og her kan mange være enige om, at der er uendeligt mange synspunkter, man gerne vil være foruden. Desværre for de pibede politikere er det ikke en løsning af forbyde de meninger, man ikke er enige med. Tværtimod bør man have meget vide rammer for ytringsfrihed, selv overfor personer som Donald Trump.
Desværre er der for, der er villige til at argumentere mod den nye trend med tilnærmelserne til censuren. Det er for nemt og bekvemt at gemme sig bag ved det traditionelle ”nazist”-kort. I dag belemres vi alle sammen med en komplet ligegyldig ”cookiebanner”, der hverken beskytter mod misbrug af data eller anden ondskab på internettet. Cookieloven er et fantastisk eksempel på hvor vidt man vil gå for at genere folk, alene på grund af symbolpolitisk makværk. Samtidig med at man håndhæver en håbløst forældet anvendelse af CPR, der nærmest betragtes som sikkerheden selv, selvom den sikkerhed intet er værd.
Der argumenteres for at internettet er farligt og skal styres. At den normale lovgivning er bagud. Dette er såre sandt. Men udviklingen kommer ikke fra politikerne, og barnepige-staten har allerede taget overhånd på rigtig mange andre områder. Man må som folkevalgt gå ud fra at der er tale om at rigtig mange voksne mennesker, der anvender internettet, og hvis man vil bruge børn som undskyldning for ens politik, så er der altså fortsat forældre derude, der både har og skal have ansvaret for børnene.
Den censur vi taler om er indgreb mod sociale medier. Man vil både beskatte dem, med henblik på at overføre indtægterne til det man mener er ”rigtigt” eller ”værdigt” indhold. Såvel som kræve drakoniske bøder hvis de ikke straks fjerner indhold, nogen føler sig krænket over. Vi taler i denne forbindelse kun om ytringer. Selvom det for nogle kan virke tiltalende, når en politiker vil begrænse den frie meningsdannelse overfor holdninger man ikke kan lide, så kan udviklingen hurtigt vende. Den kan ende med at man også kommer til at begrænse sig selv, når magten en dag skifter til nogle andre. Ytringsfriheden er en forsikring mod diktatur. Det bør man tage alvorligt.
Det man også skal huske på er, at når informationer ændres eller tilbageholdes, så opstår der misinformation. Samtidig bliver man ude af stand til at forstå ens modstandere og deres rationale. Kort sagt bliver man kun dummere af censur. Det er svært for mange kriseramte medier ikke at falde for ideen om at straffe konkurrenterne på annoncemarkedet. Hvem ville ikke gerne have bare nogle af deres mange penge. Men det er hyklerisk, når man selv har siddet som gatekeepers i hundrede år. Internettet er en af det 21. århundredes allerstørste teknologiske nyskabelser, der har forbundet verden på en førhen utænkelig måde. Det har svækket og stækket magthavere over hele verden. Der skal være spilleregler, love og almindelig regulering. Men der skal ikke være censur. Heller ikke hvis der kommer gæster fra Kina, som vi har set i Tibet-sagen.
