Det kan for almindelige borgere være svært at gennemskue, hvordan den danske stat hænger sammen. Ikke mindst i det nye årtusinde er vi løbende blevet præsenteret for nye reformer, hvor både nedlæggelsen af amterne og oprettelsen af regionerne, tilkomsten af alverdens styrelser, nævn og klageinstanser i en pærevælling forvirrer billedet, men frem for alt gør det særdeles svært at svare på det mest elementære spørgsmål af alle for en borger:
Hvem bestemmer egentlig?
Ved siden af statens mange forgrenede magtapparater har vi domstolene, der i århundreder har levet uden nævneværdig opmærksomhed fra medierne eller politikerne. Retssystemet, der burde være en garanti for at lovene overholdes, har kronisk været hæmmet af ressourceproblemer, lovsjusk fra politikerne, men også for stor intern rekruttering til dommerstanden. Vigtige detaljer som eksempelvis at sager ikke kan komme for Højesteret uden at komme forbi et procesbevillingsnævn, demonstrerer retsvæsenets manglende opmærksomhed fra demokratiets lovtjeneste, politikerne.
Måden som samfundet er blevet opbygget på har resulteret i en omfattende kassetænkning ud over hele staten. Mange opgaver er blevet uddelt til kommunerne, der samtidig slås om pengene i konkurrence med hinanden. Fællestrækket ved dette uoverskuelige system er, at det er så kompliceret at overskue, at embedsfolkene allevegne har fået uindskrænket magt over borgernes dagligdag. Uanset om det handler om postkassernes placering, hvilket tøj man har på eller hvilket tidspunkt man skal modtage e-post, så er vi i 2020’erne landet i et teknokratisk superregime, hvor lønningerne til cheferne er væsentligt højere end lønmodtageres. For slet ikke at tale om de ulykkelige der er arbejdsløse, syge eller gamle, og derfor afhængig af offentlige ydelser.
Dette skaber en stor afgrund mellem beslutningstagerne og borgerne i samfundet. Forskellen mellem deres livsvilkår er så bemærkelsesværdig, at der er en risiko for at embedsapparatet betragter borgerne som uværdige undersåtter. Eller børn. Nogle der skal opdrages, have besked og rette ind. Eksemplerne kan man finde i høringsindlæg til lovforslagene i Folketinget. Man kan også bemærke at politikerne og embedsfolkene er blevet meget enige om det meste, samt at det efterhånden lader til at være det samme persongalleri fra de samme uddannelser på universiteterne, der bestrider enten en politisk post eller en lederstilling i det offentlige.
I 1973 kom der i Danmark et jordskredsvalg, hvor advokaten Mogens Glistrup sammen med sit nystiftede parti, Fremskridtspartiet, forrykkede socialdemokratiets magtbastion i et chokvalg. Det skete blandt andet på baggrund af en voldsom kritik af statens embedsapparat og den måde man brugte skatteborgernes penge på. Det er snart 50 år siden. Efter et halvt århundrede er de offentlige finanser fortsat præget af rundhåndede uddelinger til alverdens formål. Det er en særlig diskurs i det hele taget at undersøge, hvordan pengene bliver brugt. Uoverskueligheden i den teknokratiske stat er stor, og selv de love der eksisterer, skal man have andre til at forklare. Det er ikke den almene borger, der kan orientere sig selv og navigere i reglerne.
Det kræver jurister. I statsapparatet ansætter man juristerne i embedsapparatet, hvor de blandt andet arbejder på sager mod borgerne. De er således allerede betalt via borgernes skat, og kan herefter arbejde fuldtid på at få ret over borgerne, når komplekse love og regler skal formidles til dem. Sagsbehandlere og ledere i teknokratiet kan ligeledes trække på dem. Og som udgangspunkt har borgerne intet modspil. De må klare sig selv i den juridiske og komplekse virkelighed, uanset hvilke evner de har. Har borgerne penge kan der hyres en advokat, men advokatomkostningerne er så store, at selv en mindre sag kan løbe op i adskillige måneders udbetalt løn for en lønmodtager. For de svageste er advokater uopnåelige i langt de fleste sager, der ikke hører ind under strafferetten.
Den socialstat der er blevet skabt i Danmark siden midten af 1960’erne er gigantisk. Baggrunden for socialstaten var den socialdemokratiske bevægelse, der ønskede at lave et samfund med en bred social sikring. I 1960’erne tog den udvikling for alvor fart, og i 1970’erne stadfæstede man mange af de koncepter socialstaten den dag i dag, er bygget op omkring. Størstedelen af disse koncepter er i dag implementeret i den teknokratiske superstats regelsæt. Det er detailstyringen af mennesket fra vugge til grav. Alt er under opsyn. Mennesket målet, vejes og bedømmes gennem det meste af sit liv, og hvis man er så uheldig at falde udenfor de rette kriterier, er socialstaten klar med interventioner.
Få diskuterer i dag nødvendigheden eller rimeligheden af en massiv socialstat som den danske. At den er tung og dyr bemærkes dog over hele verden, for når Danmark lander i internationale overskrifter, er det som regel på grund af landets enorme, sociale apparat, hvor afgifter og skatter til finansieringen er så astronomiske, at vi ligger i toppen på verdensplan. Et gennemsnitlig indblik i hvad Folketinget bruger sin tid på afslører da også, at lovgivningen er fokuseret omkring embedsapparatets kontrol og implementering af borgerstyringen. Altså, hvordan man får adfærdsreguleret borgerne. Meget lidt handler om den enkeltes frihed og ret til at bestemme selv.
Som en konsekvens af den meget komplicerede virkelighed vi lever i, hvor især retssikkerheden har meget svære vilkår, er der opstået store grupper af borgere, der føler sig hægtet af. Især Jobcentrene har været leveringsdygtige i årelange forløb, hvor den enkelte borger aldrig kommer i nærheden af arbejdsmarkedet. Sagerne herfra er ofte nært beslægtede med sagerne i Familieafdelingerne, for en væsentlig faktor til sociale problemer er fattigdom. Hvor man i 1970’erne og 1980’erne var mest fokuserede på forebyggelse og løsning af sociale problemer, så er man i årtierne herefter gået over til kontrol og sanktioner. I dag er det mest sanktionerne, der griber ind i borgernes liv. Her bruger man økonomien eller truslen om at tage folks børn som næsten udelukkende pisk, der skal sikre efterlevelsen af socialstatens vidt forgrenede og ofte helt uigennemskuelige selvforståelse om livets rette gang på jord.
Det er i denne sump af problematikker, man historisk har oplevet en stigende konflikt mellem borgerne og socialstaten. Udviklingen er gået i den retning af man nu må have vagter på kommunen, der skal beskytte sagsbehandlerne. Det er sket indenfor de sidste 10-20 år. Ingen lader til at have overvejet, hvorfor samfundet pludselig er kommet dertil, at man skal have sikkerhedsvagter. Men forklaringen kan blandt andet være, at borgerne knækker psykisk under statsapparatet. Samt at lovgivningen i vid udstrækning er helt uoverskuelig for almindelige mennesker.
Det er midt i denne radikalisering af socialstaten, at Folketinget har ledt efter muligheder for at blødgøre fronterne. Ikke ved at indskrænke socialapparatet eller forsimple lovkomplekset. Men ved at finde lynafledere. Ud fra den model man har indført på det landspolitiske plan, hvor en Ombudsmandsfunktion er uafhængig af statsapparatet og kan føre tilsyn, har man tilsvarende arbejdet på at få en sådan lignende funktion i kommunalsystemet, hvortil man har uddelegeret de allertungeste opgaver på det sociale område. Ordningen har indtil videre været længe undervejs, for den møder enorm modstand blandt embedsfolkene i kommunerne. Derfor har mange kommuner også haft det yderst vanskeligt med at ansætte borgerrådgivere under de rette paragraffer, fordi de generelt ikke ønsker det tilsyn, der følger med lovens paragraf 65 e.
Som sagen fra Fredericia viser, at der er frivillighed i lovgivningen til forvaltningen og den politiske ledelse, hvor en kommune kan sige de har en ”borgervejleder”, men reelt er der ingen uafhængighed, fordi man kan lade være med at skrive funktionen ind i styrelsesvedtægterne. Når man ser en borgerrådgivers funktion i det samlede billede af den historiske udvikling, så er det en af de få juridiske muligheder, der er til borgerne under det store embedsstyrede samfund. I takt med at kompleksiteten og regelsættet år efter år forøges, vil presset mod især de svageste borgere stige. Det er den udvikling, der har været indtil videre, og alt tyder på at det vil fortsætte.
Borgerrådgiverne i socialstaten er pressede af uvilje fra embedsapparatet. Men hvis man fastholder lovkompleksiteten og kronisk forøgelse af krav til borgerne, vil behovet for juridisk indsigt også stige. Og her kommer embedsapparatet til kort, for spørgsmålet er om medarbejderne har de fornødne kvalifikationer til den juridiske forståelse. Det vidner klageprocenterne over hele landet om, at de ikke altid har. Fejlene kan være et resultat af denne kompleksitet og manglende juridiske baggrund.
På nuværende tidspunkt fokuserer flere partier i Folketinget på at styrke retssikkerheden. Her er ordningen med borgerrådgivere en af de løsninger, man ser på den stigende konflikt mellem borgere og embedsapparat i socialstaten.
