Folketingsvalget i 2019 blev til et såkaldt klimavalg, hvor især den grønne dagsorden var vigtig hos vælgerne, da de satte deres kryds. Men dette til trods har leder af Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen proklameret, at hun var rød før hun var grøn. Men det er der ændret på nu.
– Jeg er rød før jeg er grøn, har det tidligere lydt fra statsminister Mette Frederiksen. De grønne klimaambitioner var sekundære, for det sociale var det primære.
Det har ved flere lejligheder fået regeringens støttepartier til at ytre en skarp kritik af regeringen, der ikke gjorde det nødvendige i den grønne omstilling, hvis det ambitiøse 70% klimamål skal indfries. Det har aldrig været en hemmelighed, at den 70% målsætning der er lagt for dagen ikke er groet i den nordjyske socialdemokratiske have, men at den i stedet er groet hos Enhedslisten, SF og Radikale Venstre. De tre partier har stået fast med et pres på regeringen.
Frygten for sociale konsekvenser
Da Mette Frederiksen for blot få år siden proklamerede, at hun var rød før hun var grøn, skyldtes det angiveligt, at hun var alt for bange for de sociale konsekvenser ved den grønne omstilling. Dette til trods for, at hendes normale sociale kompas, Enhedslisten og SF, var meget sikre på vigtigheden af den grønne omstilling – også for at skabe fremtidens velfærdssamfund. Men dengang var der ikke meget at komme efter, statsministeren ville ikke prioritere det grønne over det røde – uanset hvor ambitiøse mål man satte sig, uanset hvilket pres der kom fra støttepartierne.
Med en frygt for, at virksomhederne ville flygte ud af landet og dermed efterlade det danske arbejdsmarked med mange arbejdsløse og alt for få arbejdspladser til disse, var det Mette Frederiksens udgangspunkt, at det var et værre scenarie end konsekvenserne ved manglende klimahandling.
Det lyder også rigtig godt. Det lyder rigtig godt, at hun nu, på bagkant, kan sige, at det var for at sikre velfærdsstaten, at hun ikke ville være nær så ambitiøs som hendes støttepartier ønskede det. Det er en kernesocialdemokratisk fortælling, at frygten for stigende ulighed og arbejdsløshed var bærende i statsministerens politikudvikling. Det er klart, at det tiltaler de klassiske socialdemokrater meget.
Storbyerne er tabt
Men når det så lige pludselig vender for statsministeren, så kommer det meget belejligt efter et mildest talt elendigt kommunalvalg, særligt i de største byer. Her er vælgerne ikke de klassiske socialdemokrater. Det er socialdemokrater der dagligt oplever problemerne med luftforurening, støjgener fra biler og trængsel. Det er de vælgere der er meget mere klimabevidste, det er vælgere der gennem hele regeringens levetid har følt sig forbigået. Den socialdemokratiske leflen for dem uden for byerne har kostet dem dyrt inde i byerne.
Derfor er Mette Frederiksen ude i en kovending af dimensioner. Fra håndbold og makrelmadder til højlix-litteratur og klimabevidsthed. De partier der fik gode valg i storbyerne, Enhedslisten særligt, får også en stor tak af statsministeren. Hun tilskriver de høje klimaambitioner til Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Hun forsøger at stjæle noget af deres politik. Hendes eget forsøg med at være rød før grøn viste sig ikke at være en succes. Hendes frygt viste sig ikke kun at være forkert, men den viste sig at være enormt forkert. Væksten har ikke været højere i mange år. Arbejdsløsheden har ikke været lavere i mange år. Danmark er på vej i den grønne omstilling, rigtig godt på vej.
Er statsministeren kun blevet gul?
Først var det røde lys tændt hos statsministeren. Nu siger hun, at hun er blevet grøn. Men er hun i virkeligheden havnet lige midt i – på det gule lys? Er hun ved at gøre klar til at blive grøn, men har ikke rigtigt modet til det? Det er højest interessant, at statsministeren nu er så modig på klimaambitionerne, til trods for at hun har haltet så meget efter. Hendes store ros af støttepartierne klinger en kende hult, når hun i sin regeringstid indtil videre ikke har været begejstret for de grønne tiltag. Sågar kostede manglende klimabevidsthed en minister sit job – og var lige ved at koste en minister nummer to.
Om statsministeren er klar til at melde sig fuldtonet ind i klimakampen kan være yderst tvivlsomt. Hun har før ytret store ønsker, men aldrig rigtigt fået leveret på dem. Hendes klimaminister, Dan Jørgensen, er langtfra blandt de mest profilerede ministre, til trods for, at det seneste folketingsvalg blev annonceret som et klimavalg. Ambitionerne, som selvsamme Dan Jørgensen ellers har været glad for at påtage sig meget af æren for, har statsministeren nu givet støttepartierne æren for. Det er måske en leflen for dem, fordi de ikke har været voldsomt begejstrede det seneste stykke tid. De er det parlamentariske grundlag for regeringen, men regeringen laver mange aftaler til højre for midten. Så det var på tide, at noget skulle gives tilbage. Men om Mette Frederiksen har bevæget sig helt fra rød til grøn er uvist, formentlig er hun kun nået til det gule lys.
