Når danskerne skal til folkeafstemning om forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022, er der nærmest tale om et slags jubilæum. For knap 50 år siden, nærmere bestemt i oktober 1972, skulle der være folkeafstemning om Danmarks medlemskab af EF. Det Europæiske Fællesskab var ikke nogen nem ide at få den danske befolkning med på. Der blev i 1971 dannet en grundlæggende opposition mod det europæiske projekt, Folkebevægelsen mod EF. Mange forskellige kapaciteter forenede sig her i en skarp kritik af ideen, og bevægelsen var mere præget af at læne sig til venstre end til højre.

Der var nu også intern uro i de store partier, hvor heller ikke det inkarnerede Ja-parti, Socialdemokratiet, havde fuld opbakning til EF. Argumentationen gik blandt andet på, at EF med tiden ville udvikle sig til en forbundsstat med militære og politiske ambitioner. Hvilket også blev resultatet. Også i 1972 var frygten for, at der ville komme ”Europa-soldater” eller atomvåben på dansk grund en del af modstanden. Ligesom, at frygten for Sovjetunionen spillede en rolle for Ja-siden, for man var midt under den kolde krig, hvor de geopolitiske realiteter konstant mindede de vestlige lande om, at den kapitalistiske verdensorden ikke var noget, man havde evig sikkerhed for kunne forblive. Bedre blev det ikke af, at de vestlige samfund stort set uden undtagelse fik en ræverød ungdomsgeneration, der uden at blinke bekendte sig til socialismen, Mao, Stalin og Bresznev.

I 1972 var Sovjetunionens leder Leonid Breznev fortsat ved nogenlunde helbred. Den gamle garde af mænd fra revolutionen stod i spidsen af det kommunistiske parti, men de var dog aldrende. I Breznevs sidste leveår kan man se flere tv-optagelser, hvor en lakaj holder ham i armen, så han ikke falder. Det var meget symbolsk for den konsekvente virkelighed bag ved jerntæppet, hvor kommunisterne havde spærret befolkningerne inde for, at de kunne leve et godt liv i det kommunistiske utopia. Kommunisternes økonomi hang i en tynd tråd og deres militære budgetter opslugte ressourcerne. Den fastlagte produktion hvor man på forhånd havde bestemt, hvad befolkningen og forbrugerne skulle have af varer hang ikke sammen. Ofte var der stor knaphed på varerne. Folk vænnede sig til, at det var meget forskelligt, hvilket udbud der var i butikkerne. Der opstod alenlange køer, hvor man stod i timevis for selv almindelige fornødenheder.

Men i det forjættede vesten var der neonlys, fest og farver. Og det europæiske samarbejde handlede især om at få eksportmarkeder, økonomi-boom og flere forbrugsgoder. Skellet mellem øst og vest blev større. For kommunisterne var det en svær kamp at vinde. Så de løj generelt om levestandarden i de østlige lande. Selv kommunister, og andre socialister fra vesten, der rejste i østlandene, kom tilbage med temmeligt afvigende beskrivelser af alle goderne i det mest perfekte samfund i verden. Og så skulle man naturligvis huske på, at socialismen kun var et forstadie til den rene kommunisme, som man lærte på partiskolerne. Samt, at kapitalismen var hovedfjenden, der skulle udryddes. Derfor var storkapitalismen på den anden side af jerntæppet ondskaben selv. I Sovjetunionen havde man svoret, at der skulle være jobs til alle. Så alle havde et job. Uanset om de så rent faktisk var nødvendige for produktionen eller ej. Utrolig meget spildtid blev brugt på den måde i de kommunistiske lande. Men i vesten skulle det være økonomisk rentabelt at betale folk løn. Eller rettere sagt dem, der ikke arbejdede i det offentlige.

Fagforeningerne var i deres storhedstid. Det samme var Socialdemokratiet. Man kunne rose sig selv og de mange årtiers indsats for at skabe den danske velfærdsstat og udrydde fattigdom og nød. Samtidig var det jo ikke til at glemme, at der kom en bistandslov samtidig med eventyret med de andre europæiske lande. I øvrigt var bistandsloven meget skelsættende: Den ændrede fundamentet fra, at det var den enkeltes eget ansvar at blive forsørget til, at det nu blev fællesskabets ansvar. Der er næppe mange andre love i den danske historie, hvor betydningen for en befolknings sindelag og en fælles indstilling til Danmarks rolle i den enkeltes liv, har været større.

Men det nationale kom også på banen i EF-debatten. For var Danmark overhovedet i stand til at gøre sig gældende som et lilleput land blandt disse store lande? Vi repræsenterede jo ikke ret mange procent af den europæiske befolkning. Det slog modstanderne af EF gevaldigt på. Tilhængerne var derimod anderledes optimistisk. Her forklarede man sig med, at vi danskere alligevel måtte rette ind efter vores eksportmarkeder, og så var det bedre at sidde med ved bordet og blive hørt, end at sidde udenfor og få besked. Modstanderne tolkede det mere som storhedsvanvid.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Udenom hele dette europæiske projekt var der dog en anden magtfaktor. NATO holdt styr på sagerne. Og USA holdt hånden under de europæiske lande. Modstanderne snakkede om et nordisk fællesskab. Sandheden var da også, at Danmark havde mest tilfælles med de andre nordiske lande. Men det kunne man jo ikke leve af. Vesttyskland og Frankrig var de europæiske lokomotiver, hvor man kunne koble sin danske perronvogn på og komme til at deltage i festmiddagen. Så ”Ja til EF” og ”Nej til EF” plakater og skilte prægede Danmarks gader for 50 år siden. Det var virkelig blevet tid til sort og hvid. Hvilket forresten også var det, man så i TV.

Modstanden mod EF fik vind i sejlene. Forresten. Året efter, i 1973, kom det såkaldte jordskredsvalg hvor Socialdemokraterne og de andre traditionelle partier fik tæsk i uhørt skala. Det var dengang, da Fremskridtspartiet stormede ind i Folketinget med Mogens Glistrup i spidsen. Med den viden i baghovedet kan man se meningsmålingerne op til folkeafstemningen i 1972 i et særligt lys. Børsen bragte den 14. september, altså nogle uger før valget, en meningsmåling, der sagde 36.9% til Nej-siden og 33.1% til Ja-siden. Men Ja-siden hev de store trusler op af hatten, så man måtte forstå, at et Nej ville koste dyrt, dyrt og atter dyrt. Milliarder af kroner. Tabt. Per Hækkerup fra Socialdemokratiet sagde:

– Et nej til EF vil koste Danmark 3 milliarder

Det lød dyrt. Under alle omstændigheder endte hele afstemningen med, at der blev flertal for at træde ind i EF, og dermed var sagen afgjort. Det vil sige. Egentlig ikke. For afstemninger har der været flere af siden hen. Udvidelse og ændring af samarbejdet har været en tilbagevendende begivenhed, hvor danskerne har skullet tage stilling til EF-spørgsmål og senere EU-spørgsmål. Og den 1. juni 2022 skal Danmark atter tage stilling til EU. I denne omgang foranlediget af spøgelset fra den kolde krig.

[bsa_pro_ad_space id=6]